Regnvandsanlæg, hvor man genbruger regnvand, erstatter 1:1 drikkevand, og kan dække op til 30% af en families forbrug. I Danmark blev det lovligt i midten af halvfemserne og muligt at skrive ind i lokalplaner i 2007, altså for hhv. 30 og 20 år siden.
Og det er vigtigt at spare på vandet.
Grundvandsressourcen udnyttes 275 % i dag, viser en ny rapport fra GEUS, der er Danmarks geologiske undersøgelser. Det betyder at vi bruger mere, end der bliver dannet. Altså at vores forbrug ikke er bæredygtigt. Og hvad sker der, hvis vi løber tør for drikkevand? Vandhanen løber ikke tør fra den ene dag til den anden, som man skulle tro. Eksperterne siger, at vi vil se en langsomt dårligere drikkevandskvalitet. Flere pesticider. Flere salte. Mere nitrat, der allerede i dag koster 124 danskere livet, om året. Og så vil vi gå over til at rense havvand eller overfladevand og fravige den danske tradition, at vi kan drikke vores urensede grundvand.
Det er indiskutabelt godt at nye boliger har regnvandsanlæg, så man ikke skyller vores rene drikkevand ud i toilettet. Derfor har vi i udvalget lagt en linje, at vi i boligområder kræver regnvandsanlæg. En linje, vi kun i særlige tilfælde har fraveget, hvor konkrete forhold taler for det. En linje som byrådet hver gang har godkendt. Og der er ingen forhold, der taler anderledes i denne sag.
Energikrisen I 1979 betød at vi fik energikrav til bygninger. Ja, det koster at isolere. Men I dag står vi med en bygningsmasse, der kræver 20 gange mindre energi. Fordi bygninger står i 50 eller 100 år skal vi tænke frem.
På samme måde må vi spørge os selv: Ønsker vi derfor om 50 år at stå med et højere eller lavere forbrug af drikkevand? Ønsker vi at udnytte ressourcen så hårdt, at vi skal acceptere pesticider, salt og nitrat i vandet. At acceptere, at vi skal rense vand for at drikke det. Eller har vi bragt vores drikkevandsforbrug ned på et bæredygtigt niveau, hvor genbrug af regnvand er en del af løsningen?
Hvad koster rent vand? Koster det 14 kroner, som er det at trække det op. Koster det 70 kroner som er det at rense det igen? Når vi i dag udnytter ressourcen 275 % og altså forbruger langt mere end naturen producerer, skal man ikke være professor i markedsøkonomi for at forstå, at værdien af rent vand er langt, langt højere. Og den samfundsinteresse tager vi vare på med lokalplaner.
Rent drikkevand en gave, naturen giver os og et gode, vi deler ligeligt i samfundet. En gave og et gode vi har fået, og som vi også bør give til vores fremtidige generationer. Derfor er det vigtigt, at vi konsekvent stiller krav om genbrug af regnvand. Så vi om 50 år står et andet sted, end vi gør i dag.
Derfor er det med beklagelse, at jeg ikke kan støtte den ellers gode lokalplan for Ravnsborg Enge.
Vi er kommet en lang vej i at blive bedre til at sortere og udnytte ressourcerne i vores affald.
Men foran står endnu højere krav:
Opfyldelse af nationale mål – 55% reel genanvendelse af husholdningsaffald i 2030 og 60% i 2035.
Klimaneutral affaldssektor i 2030 – Reducere klimaaftryk fra affaldsordninger og aktiviteter.
Derfor skal vi flytte affald op i affaldshierarkiet ved mere genanvendelse, genbrug og – især affaldsforebyggelse. Noget af det, der ligger lige for er derfor at se på storskraldordningen og ordningen for haveaffald. For det er nok nogle af de bedste eksempler på steder, hvor vi kan undgå at noget bliver til affald.
Direkte genbrug
Lad mig give nogle eksempler. Som bestyrelsesmedlem i ARGO havde jeg og Venstres gruppeformand den store fornøjelse at åbne for direkte genbrug på ARGOs genbrugsplads på Tangmosevej. Her stod flere hundrede mennesker i kø. Det var vi selvfølgelig stolte af, indtil det viste sig at de var kommet for at se om de kunne bruge nogle af de ting, som andre har haft i overskud. Og her sparer vi ikke alene sortering og håndtering af affald, men også materialer, energi, produktion og transport af nyt legetøj og nye møbler. Og nogle af de ting, som folk kunne bruge, kommer fra storskraldsordningen. Spændende om vi kan gøre det bedre!
Lædersofaer får nyt liv som tasker
Lad mig give et andet eksempel. Tasken her er lavet af genbrugslæder fra ARGOs genbrugspladser. Lædermøbler, der har tjent godt og ikke kan tjene længere, bliver skrællet. Og en succesfuld, sjællandsk virksomhed omdanner læderet til kvalitetsprodukter. Indeni er den foret med et festivaltelt, som nok har oplevet et og andet. Jeg har aldrig været så glad for en taske, den er håndlavet dansk og den bærer en historie. Spændende om vi kan give flere cirkulære virksomheder mulighed for vækst! Og derfor har vi i udvalgsarbejdet også peget på konkrete indsatser, som vi synes det kunne være fedt at gøre mere ud af, og som kan læse er det.
Øget genbrug af tøj og tekstiler. Vores tøjforbrug er midt i en tredobling fra 2020 til 2030. Kan vi måske bytte eller leje tøj i stedet for at købe ind på uge-mode i netbutikker med gratis retur, som er hovedsynderen i væksten af tøj på affaldsbjerget.
At haveaffald bliver brugt til noget fornuftigt. Det kunne være det kunne blive liggende under hækken. Eller at det kan bruges i fælles kvashegn med naboerne til gavn for fugle og krible krable, så det ikke skal køres den lange vej til genbrugspladsen.
Og at vi inddrager skoler og unge. Ikke for at de skal lære af os, men for at de kan være med til at forme de nye måder, vi skal se ressourcerne omkring os.
Her synes jeg vi fremlægger en plan for affald og ressourcer, der er ambitøs, og jeg vil invitere borgerne til at bidrage i høringen – især til hvordan vi undgår så meget affald.
Vildere, mere mangfoldig natur, hvor ådale bugter sig frit gennem landskabet, skove vokser naturligt med lysninger og gamle træer, og hvor både mennesker og dyr trives. Store sammenhængende naturområder er afgørende for at vende både biodiversitetskrisen og klimakrisen samtidig. Mens 58% af danskerne udtrykker bekymring for klimaet, viser ny forskning at strategisk placerede naturområder ikke blot beskytter truede arter, men også binder CO2, forebygger oversvømmelser og skaber robuste landskaber.
I stedet for at se biodiversitets- og klimakrisen som separate udfordringer, peger rapporten “Mere, bedre og større natur i Danmark” på de løsninger, der løser begge problemer samtidig. Ved at omlægge strategiske områder fra intensiv produktion til natur kan vi genskabe naturlige processer, der har fungeret i årtusinder. Når moser gendannes, binder de CO2. Når skove får lov at vokse vildt, lagrer de mere kulstof. Når åer får plads til at bugte sig, opsuger de overskydende regnvand og forebygger oversvømmelser. Naturen har allerede løsningerne – vi skal bare give den pladsen til at udfolde dem.
Landskaber afløser naturpleje
Naturpleje. Det lyder godt – en lidende natur, der bliver taget forsigtigt omsorg for. Plejet, så den bliver sund og rask igen. Desværre står naturpleje i vejen for at vi ser den afgrundsdybe krise, som biodiversiteten står i, i øjnene. At vi forstår, hvad det vil sige, at arter lige nu forsvinder i et tempo, så eksperterne taler om den sjette masseuddøen. Den første var, da der kom ilt på jorden. Den seneste var for 65 mio. år siden, og blev stoppested for dinosaurerne efter flere hundrede millioner års rejse.
Den nuværende naturindsats i Køge Kommune fokuserer ensporet på naturpleje. Vi bruger penge på at grave vandhuller til padder. Vi får græsset et stykke strandeng i et forsøg på at ringplettet gøgeurt ikke forsvinder – en såkaldt ansvarsart for kommunen. Vi har fredede skove, med høje, slanke bøgestrammer, og her i april tæpper af smukke anemoner i skovbunden. Men med en biodiversitet, der ikke hæver sig væsentligt over de omkringliggende kornmarker.
Det er et snævert, romantiseret og ufagligt natursyn, der udfordres af Biodiversitetsrådet, der forsøger at få os til at hæve blikket.
“Biodiversitetsrådet anbefaler, at biodiversitetsmålsætninger og -indsatser har fokus på en bred biodiversitetstilgang og økologisk integritet.
Dette er i tråd med de internationale videnskabelige anbefalinger, der i disse år bevæger sig:
– væk fra at tænke naturbevaring som en selvstændig og isoleret sektor og over til at indtænke og integrere naturbevaring i en overordnet samfundsmæssig planlægning og prioritering.
– væk fra et fokus på specifikke arter og naturtyper til et mere helhedsorienteret fokus på den samlede biodiversitet og økosystembaseret naturbevaring
– væk fra et fokus på tilstedeværelsen af konkrete arter og naturtyper i et landskab til et fokus på økologisk integritet og funktionalitet af økosystemerne på landskabsniveau, både på land og på havet.”
(Biodiversitetsrådet, 2022)
Det er professorernes måde at sige det, der på jævnt dansk hedder:
Man må ikke tro at naturpleje og naturgenopretning redder naturen. Man redder naturen, ved at skabe mere natur og ved at fjerne det, der ødelægger den.
Det er så indlysende, at det kan være svært at forstå, at der fortsat bliver brugt millioner på spildt arbejde med at “ordne naturen”.
Det blege biodiversitetskort over Køge Kommune taler sit tydelige sprog. Årtiers naturplejeindsats er slået fejl. Den højeste score finder vi i spredte områder med produktionsskov, hvor naturen nulstilles hver 70 år.
Hvis vi vender blikket mod vandløbene gemmer der sig alarmerende røde og orange farver under den rislende overflade. Den dårlige og ringe tilstand skal senest i 2027 afløses af levende vandløb. På halvandet år skal det lykkes at vende en udvikling, der har stået stille i 20 år.
Rødlig Perlemorsommerfugl hører til den danske skovnatur. Så sent som i 1990erne kunne man finde den i Lellinge-skovene og ved Tureby. I dag er den stort set forsvundet fra Danmark. Sommerfuglen er et fintfølende instrument, der viser den voldsomme tilbagegang i vild natur – en indikatorart.
Biodiversitetens frie fald og vandløbenes elendige forfatning skal vendes, så sommerfuglene igen kan finde levesteder.
Det er ikke noget jeg bare siger. Det er sådan, det er. Vandløbene er omfattet af EUs vandrammedirektiv, som Danmark skal leve op til i 2027. Samtidig har Naturforordningen ført til et foreløbigt nationalt mål om 20 % beskyttet natur i Danmark; en markant stigning fra de mindre end 2 %, som Biodiversitetsrådet vurderer er reelt beskyttet natur i dag.
Løsningen er at give plads til natur, der er selvopretholdende. I professorsproget natur med økologisk integritet. Og her er gørelsen det samme som størrelsen. Derfor skal der skabes områder med over 5.000 hektar sammenhængende natur, fremgår det af “Mere, bedre og større natur i Danmark”, Københavns Universitet 2024.
For at forstå behovet for store sammenhængende naturområder i modsætning til frimærkenatur med fokus på naturpleje, er source-sink modellen afgørende. Modellen er gengivet ovenfor, og viser, at små naturområder kan have en god biodiversitet, hvis de jævnligt kan modtage arter fra store naturområder, hvor biodiversiteten er selvopretholdende. Men de store områder er afgørende: hvis de forsvinder, forarmes de små områder gradvist fordi de ikke er selv-opretholdende. Et konkret eksempel er ringplettet gøgeurt på Søndre Strand – et lille frimærke, hvor orkidéen klarer sig med intensiv naturpleje. Men en storm, der blæser fedtemøg ind over arealet, kan udrydde blomsten lokalt. Det skete vinteren 2023/24 og forekomsten er voldsomt i tilbagegang.
Det giver en række væsentlige indsigter:
Naturpleje er alene relevant som en midlertidig indsats i nærheden af store source-naturområder. Det står i kontrast til den nuværende indsats, hvor naturpleje bruges som en dyr, permanent respirator for en patient, der ikke kommer ud af hospitalssengen.
Det er sødt, men ikke særlig relevant, at passe på enkeltindivider af flagermus, padder, mus osv. i små naturområder, hvor de i forvejen er presset. Kræfterne skal i stedet bruges på at give naturen mere plads.
Naturen skal have plads dér hvor den kan indgå i store, sammenhængende naturområder. Det kræver en samlet planlægning, så naturen får plads, hvor det giver mening i stedet for at blive spredt som frimærker ud over kommunen.
En ny naturindsats
En ny naturpolitik skal effektivt sætte en helt ny retning. Derfor må vi arbejde i en retning med:
Udpegning af 20 % beskyttet natur, dvs. 5.000 hektar i Køge Kommune
Udpegning af 10 % stærkt beskyttet natur, dvs. 2.500 hektar, primært søer, gamle, fredede skove, lavbundsarealer og ådale.
At udpegningen alene sker i de sammenhængende områder i det grønne Danmarkskort for at sikre, at det ikke bliver spredte frimærker i landskabet.
Stiftelse af Køge Naturfond, der på en professionel måde kan skabe de nødvendige, forpligtende samarbejder med private lodsejere og sikre en naturforvaltning med høj kvalitet.
Gevinster ved store naturområder rækker langt ud over biodiversitet
Rent drikkevand
Friluftsliv og levende landdistrikter
Klimatilpasning
Livskvalitet og folkesundhed
Etableringen af store sammenhængende naturområder giver langt flere fordele end blot beskyttelse af truede arter. For det første sikrer vi vores grundvand. Når vi omlægger landbrugsområder med intensiv sprøjtning og gødning til naturområder, beskyttes de grundvandsmagasiner, som forsyner danskerne med noget af verdens reneste drikkevand. Alene denne besparelse på fremtidig vandrensning beløber sig til milliarder.
For det andet skaber vi attraktive områder for friluftsliv og turisme. Undersøgelser viser, at danskerne sætter naturoplevelser højt – 76% af befolkningen ønsker forandring i den grønne omstilling, og adgang til natur af høj kvalitet spiller en central rolle. Naturturisme skaber samtidig lokale arbejdspladser i landdistrikterne og nye indtægtskilder for lodsejere, der omlægger til naturforvaltning. Internationalt tiltrækker vild natur turister, der efterspørger autentiske oplevelser og er villige til at betale for dem.
For det tredje giver naturlig klimatilpasning økonomisk mening. Når ådale får plads til at oversvømme kontrolleret under ekstremregn, sparer vi milliarder på skader i byområder. Når kyster får plads til naturlig dynamik, mindsker vi behovet for dyre kystsikringsprojekter. Naturbaserede løsninger er ofte både billigere og mere holdbare end tekniske løsninger – særligt i et fremtidigt klima med mere ekstremvejr.
Endelig skaber større sammenhængende naturområder øget livskvalitet og sundhed. Adgang til natur reducerer stress, forbedrer mental sundhed og fremmer fysisk aktivitet.
Når vi samtidig tænker disse områder ind i landets grønne infrastruktur med stisystemer og faciliteter, skaber vi rekreative muligheder for både lokalbefolkning og besøgende. Sundhed topper danskernes prioriteringsliste med en score på 4,4 ud af 5, og natur er en dokumenteret vej til bedre folkesundhed. Alligevel er det ikke muligt at gå de få kilometer fra Køge til vores UNESCO verdensarv Vikingeborgen uden asfalt.
Synergierne mellem biodiversitet, klimatilpasning, grundvandsbeskyttelse, folkesundhed og lokaløkonomi gør investeringen i store naturområder til en af samfundets mest rentable langsigtede investeringer – hvor gevinsterne langt overstiger omkostningerne. Concito har beregnet samfundsværdien til over 150 mia. kr. – om året.
Naturen som social kraft: Vores fælles adgang til et rigere liv
Når naturen lider, når vi er mindre robuste overfor klimaforandringer, når børn savner naturoplevelser, så sætter det samtidig et forstørrelsesglas på ulighederne i samfundet. På den frie og lige adgang til naturen, på folkesundhed, på retten til rent vand. Uanset økonomisk og social status.
Når Socialdemokratiet taler om store naturområder, handler det derfor ikke kun om arter og økosystemer – det handler også om mennesker og lighed. Adgangen til rig, vild natur er blevet et af de mest oversete aspekter af social retfærdighed i vores samfund.
I takt med at biodiversitetskrisen forværres og klimaforandringer påvirker vores hverdag, ser vi en voksende ulighed i, hvem der mærker konsekvenserne. Børn i ressourcestærke familier har ofte lettere adgang til rige naturoplevelser gennem sommerhuse, rejser og fritidsaktiviteter. De kender skovens lyde, stien langs åen og havets glitrende magi. Andre børn oplever naturen primært gennem skærme eller fra plænerne i boligområdet.
Store sammenhængende naturområder fordelt over hele landet kan være en central demokratisk kraft, der sikrer alle danskere – uanset indkomst, bopæl eller baggrund – lige adgang til naturen uanset økonomisk eller social status.
Klimaforandringernes konsekvenser rammer også skævt. Oversvømmelser, ekstremvejr og hedebølger påvirker særligt de ældre, kronisk syge og økonomisk udsatte. Større naturområder gør samfundet mere robust overfor ekstreme vejrhændelser og beskytter lokalsamfund.
Retten til rent vand, ren luft og adgang til vild natur bør ikke være et privilegium, men en grundlæggende rettighed. Når vi skaber store sammenhængende naturområder, investerer vi i et samfund med større modstandskraft og lighed. Vi beskytter ikke bare sjældne sommerfugle og orkidéer – vi beskytter vores fælles demokratiske adgang til et sundere og rigere liv.
Den største Arealreform nogensinde
Socialdemokratiet ser lodsejerne som nøglespillere i den grønne omstilling. Fremtidens landbrug og skovbrug vil fortsat være en vigtig del af Danmark, men skal drives på mindre og bedre arealer. Vi tror ikke på forandring uden dialog, men vi vil heller ikke acceptere status quo. Derfor kommer den grønne trepart som en forandringskraft, hvor lodsejere, der frivilligt indgår i større naturområder, får økonomisk støtte til omstillingen og garantier for langsigtet finansiering. Vi ser allerede progressive landmænd og skovejere gå foran med nye driftsformer, der integrerer natur og produktion. Denne arealforvaltning viser vejen til en fremtid, hvor landbrug og skovbrug fortsat er rentable erhverv, men hvor store arealer omlægges til natur.
Organisationer som Dansk Naturfredningsforening har gennem årtier gjort en uvurderlig indsats for at beskytte naturen gennem fredninger og naturpleje. Denne indsats har bevaret vigtige naturperler, som ellers ville være gået tabt. Men forskerne peger entydigt på, at tiden er løbet fra den fragmenterede tilgang. Naturpleje af små områder er ikke længere tilstrækkeligt til at vende biodiversitetskrisen – vi har brug for mere natur og større sammenhængende områder. Derfor er der brug for at løfte blikket og bruge den store folkelige opbakning til at mobilisere for en mere ambitiøs naturpolitik. Den detaljerede naturpleje har stadig sin plads for særligt værdifulde og sårbare naturtyper, men hovedfokus må være på at skabe de store sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad kan passe sig selv.
Et meget bredt politisk flertal i Køge Byråd står på ønsket om mere, bedre og større sammenhængende natur. Det er ikke længere et spørgsmål om hvorvidt, men om hvordan. Vi tager fat med et bredt sammensat opgaveudvalg og rækker hånden ud til både lodsejere, natur- og friluftsorganisationer for at finde de løsninger, der gavner både biodiversiteten og samfundet som helhed. Vi søger partnerskab med virksomheder og erhvervsliv. Men vi er også parate til at træffe de nødvendige politiske beslutninger for at sikre, at Danmark lever op til både internationale forpligtelser og egne ambitioner om at vende naturkrisen.
For vores fremtid som levende, grøn og robust kommune må alle være villige til at tænke mere, bedre og større.
Når maj-solen i 2030 bager rådhusets tagpap, vil det sandsynligvis løbe direkte ned i kommunens computere og ud til borgerne som service, velfærd og vejledning. Nu er det første, rigtige solcelleanlæg nemlig på vej til en kommunal bygning i Køge Kommune. Rigtige, forstået på den måde, at det sker efter de nye, stramme regler fra 2020. Og at det ikke er et af de små solcelleanlæg, der kan sættes op på nye bygninger som en del af energirammen. Dette skridt er banebrydende, ikke bare for Køge, men som pejlemærke for alle kommuner, der lige nu bryder hovedet med, hvordan kommunale solcelleanlæg kan blive etableret.
En labyrint af krav og udfordringer
Kommunale solceller skal nemlig opfylde en myriade af krav:
Anlæggene skal være placeret i et selvstændigt aktieselskab.
Økonomien skal være på markedsvilkår. Det betyder – modsat hvad man måske tror – at der skal bruges virkelig mange timer hos juristerne.
Kommunerne skal i modsætning til private og erhverv betale elafgift af egenproduceret strøm, hvilket gør økonomien mere skrøbelig.
Taget skal kunne bære anlægget (!).
Taget skal være tilstrækkelig nyt til at det ikke skal renoveres i anlæggets levetid.
Borgernes stemme: Kræver tagbaserede løsninger
Trods disse udfordringer er behovet for handling tydeligt. Det er borgernes ønske også: min indbakke og mit facebookfeed er fyldt med ønsket om tagbaserede solceller; før nogen så meget som vil overveje de store markbaserede anlæg. Derfor har det også været en af mine højeste prioriteter i udvalgsarbejdet, at det blev løst.
Myter og realiteter om solceller på tage
Nogle misforstår anlæggenes betydning; at Danmark kan klare sig alene med tagbaserede solceller. Det bygger på en analyse udført i 2017, der dengang viste, at der er rigelig med tagarealer. Efterfølgende har det vist sig, at mange at tagene – især de store tage – ikke kan bære solcelleanlæg, fordi de er spændt til det yderste. Men der vil være mange mere almindelige tage på skoler og institutioner, der kan bære solceller, og i nybyggeri er det oplagt at designe til solenergi.
Andre forestiller sig, at tagbaserede anlæg vil være med til at forsyne den brede befolkning med grøn strøm. Det er heller ikke tilfældet. Tagbaserede anlæg bliver bygget med henblik på at forsyne den pågældende bygning med strøm, og kun når solen skinner. Altså at produktion og forbrug er afstemt i de timer, hvor produktionen er allerhøjest. Her passer offentlige bygninger godt, for de er mest i brug i dagtimerne.
Fra symbolpolitik til reel handling
Med disse misforståelser ude af verden, lad os vende blikket til den reelle betydning af indsatsen. I Køge Kommune skal vi etablere samlet 400 hektar solceller for at opfylde vores del af det nationale mål. Det kommende anlæg på Køge Rådhus bliver på 100 kW, svarende til 470 kvadratmeter, i runde tal 0,01 % af det, vi skal nå. For mig er det ikke afgørende. Det afgørende er, at kommunen tager sin del af opgaven. At der kommer solcelleanlæg på de kommunale bygninger, efterhånden som det kan lade sig gøre. Og den første hårde knast er høvlet, når den første solcelle begynder at producere strøm som teknisk bevis på, at hele den bagvedliggende økonomiske og juridiske selskabsmodel er skruet rigtigt sammen.
Del af en større europæisk strategi
Men vores lokale indsats står ikke alene – den er del af en større europæisk strategi. Ligesom Køge Kommune indgår i en national energistrategi i Danmark, der handler om en omstilling til grøn energi, indgår Danmark i den fælleseuropæiske omstilling. Denne strategi ligger i EU og hedder Fit for 55. Som led i den overordnede strategi, har EU besluttet, at alle offentlige bygninger skal udnytte solenergi, hvor det er muligt, startende i 2028. Dette betyder konkret, at kommunen fra 2028 skal redegøre meget præcist for, om solcelleanlæg er teknisk og økonomisk mulige på hver enkelt bygning. Vi skal demonstrere, at det offentlige går forrest, bruge offentlige midler på at skabe grundlag for nye grønne markeder, og ikke mindst undgå at spilde skattekroner på fossil energi. Ved at handle nu forbereder vi os på disse kommende krav.
Private går forrest – kommunen følger efter
I Køge Kommune er det dog ikke kommunen, der går forrest. Lidl har bygget et anlæg på 4.500 kvadratmeter, altså 10 gange så stort. JN Spedition har etableret 2.500 kvadratmeter. Den vigtige forskel er, at kommunen har en masse juridiske og økonomiske benspænd, der er rigtig svære at løse, men som det kommunale forsyningsselskab KLAR Forsyning nu har fundet en vej igennem.
Fremtidens vej: Grøn energi på kommunale tage
Med det første anlæg på Køge Rådhus bryder vi igennem en mur af juridiske og økonomiske barrierer, som længe har holdt kommunale solcelleanlæg tilbage. Dette gennembrud repræsenterer langt mere end blot de 470 kvadratmeter solceller på taget – det er en model, der kan kopieres på tværs af kommunens bygninger i de kommende år.
Selvom dette første anlæg kun udgør 0,01% af vores samlede mål på 400 hektar, er det et afgørende skridt, der viser vejen for en fremtid, hvor offentlige bygninger ikke blot er energiforbrugere, men også energiproducenter. En fremtid hvor kommunen bliver mindre sårbar over for svingende energipriser, og hvor vi som samfund bevæger os et skridt nærmere en fuldt realiseret grøn omstilling.
Kun gennem fælles indsats – fra både offentlige og private aktører – kan vi sikre, at Danmark når klimamålene, og at vi overlader en mere bæredygtig kommune til kommende generationer. Solceller på kommunale tage er ikke hele løsningen, men det er et konkret og synligt bevis på, at vi tager vores del af ansvaret.
Vi kan ikke vælge mellem klima og natur – vi skal finde vejen, hvor begge kommer i mål.
Ordførertale om Vallø Energipark
Kritikerne af vindmøllerne har peget på, at projektet ødelægger naturen.
Det, der er rigtigt, er, at vindmøllerne bliver placeret i skove, der ville kunne blive udpeget til beskyttet natur som en del af den grønne trepart. I skove, der ville kunne gøres til urørt skov. Og derved få – sikkert høj – naturværdi.
En værdi, skovene ikke har i dag, for den værdi, vi arbejder henimod, findes i store, sammenhængende, beskyttede naturområder med naturlige tætheder af dyr, og hvor vandet selv vælger sin vej. Og vi finder ikke den værdi i produktionsskov.
Klimakrise og biodiversitetskrise kræver handling nu
Vi har en klimakrise, hvor vindmøllerne er et vigtigt led i en lang kæde af løsninger. Og vi har en biodiversitetskrise, hvor naturen falder sammen for øjnene af os.
Det er en etisk fordring – for hvem kan bestemme, at en dyreart skal uddø? Hvem kan sætte blad på en nælde?
Det er et svigt overfor vores børn. 70 procent af vores børn mellem 2 og 15 år har aldrig prøvet at sove ude, hver anden har ikke set stjernehimlen, og hver tredje har aldrig været med til at lave et bål.
Det er en økonomisk krise. For halvdelen af vores økonomi bygger på – får vi forærende – af de naturlige processer. Vores drikkevand, klimatilpasning, bestøvning af landbrugsafgrøder, beskyttelse mod invasive arter og sygdomme.
Kritikerne har ret i, at det ikke giver mening at løse klimakrisen, hvis vi taber naturen.
I siger: “Vi skal ikke gå i krig mod naturen for at redde klimaet.” Og det er jeg faktisk helt enig i. Det er en falsk modsætning at sætte klimaet og naturen op mod hinanden – de er to sider af samme sag.
Vores opgave er ikke at vælge mellem dem, men at finde den vej, hvor begge styrkes.
Ambitiøse mål for både energi og naturbeskyttelse
Ligesom vores andel af det nationale mål for vindmøller og solceller er knap 20 vindmøller og tre-fire hundrede hektar solceller, så er vores andel af det nationale mål for natur 20 %.
Vores andel af det nationale mål er at rejse 2.500 hektar ny skov. Etablere 1.000 hektar urørt skov. I alt mindst 5.000 hektar beskyttet natur i Køge kommune.
Det bør være et mål for os at arbejde efter.
20 %
Vores ambitioner for naturen står styrket.
Med beslutningen om at energiparken går over i en fase, hvor miljøundersøgelserne og lokalplanlægningen kan starte, ligger der dermed et fælles ansvar for, at den grønne trepart også når i mål.
Et ansvar, der går begge veje. Det er vores dygtige lodsejere og landbrugere heldigvis fuldstændig enige i.
Vi må hjælpe hinanden i mål
Da jeg var spejder og på udfordrende fjeldtur, var der tit nogle, der nåede frem lidt før de andre. Fordi alle ikke går i samme tempo. Fordi nogle er stærkere end andre – eller mere erfarne.
Men de første til at nå frem går altid tilbage og hjælper de bagerste, der har det sværest. Også selvom man selv er træt. Det er at løfte sit medansvar for opgaven – nemlig den, at alle når frem.
På samme måde skal det arbejde med vindmøller og natur, der ligger foran os, hjælpe hinanden med at nå i mål. Ikke fordi det er nemt, men fordi det er nødvendigt.
Det er et arbejde, byrådet ikke kan udføre alene, men udelukkende kan lykkes med i samarbejde med lodsejere, erhvervsliv og borgere. Men at den bliver løst, må ingen – ingen – være i tvivl om.
En styrket natur for fremtiden
Og på den anden side af det arbejde – med synlige resultater, håber jeg inderligt, at mange af jer, der er kritiske nu, føler jer imødekommet.
For vi kommer til at levere på en natur, der ikke skal svækkes og forarmes yderligere. Men som er styrket. Som er sig selv for sin egen skyld. Som er beskyttet. Som giver vores børn adgang til vilde og naturlige oplevelser og som skaber nye muligheder for erhverv og bosætning på landet.
Jeg kan ikke ændre på, at man kan se en vindmølle mod himlen.
Jeg kan ikke gøre bilernes veje grønne, få boligernes beton til at blomstre. Og jeg kan ikke gøre vindmøller gennemsigtige eller mindre nødvendige.
Men samtidig vil vi se blomster, humlebier, bredpander og sommerfugle. Der var der engang. Som ikke er der nu.
Men som vi kan give plads til igen – i en meget, meget nær fremtid.
Nogle lokalplaner giver mere debat end andre. Her er en af dem, der gav – synes jeg – en god debat.
Da lokalplanen blev fremlagt første gang var det med et kommuneplantillæg, fordi byggeriet skulle være højere, end kommuneplanen tillader. Det er jeg glad for at vi fik ud.
I høringsperioden er der kommet rigtig mange høringssvar. Tak for det. Det betyder en række konkrete ændringer i lokalplanen:
Sigtelinjerne bliver flyttet, så de giver mere mening fra Ll. Skensved
Byggehøjderne er lagt ned, så de passer bedre ind i området
I udvalget var vi heller ikke helt færdige med lokalplanen, og har sendt den videre med en anbefaling om et læhegn på bagsiden af bygningerne. For man skal nok være arkitekt for at synes at lidt slyngplanter på en høj industrivæg er ret grønt.
Derfor anbefaler udvalget, at der bliver lagt et 15 meter bredt læhegn ind mellem bygningerne og naturområdet.
Der er nogle – tror jeg begrundede – bekymringer om lastbilstrafik, der ikke kører til motorvejen, men tager de små veje ind over landet. Den bekymring deler jeg. Og det kommer vi til at arbejde videre med – ikke bare i forhold til Naurbjerg i vores nabokommune, men sådan helt generelt. For mange af de små veje over landet er fra en tid, hvor færdslen foregik til fods og med hestevogn. Og det er afgørende vigtigt for landdistrikterne at det fortsat er attraktivt at bo der, og det kan det ikke være med tung gennemkørende trafik.
Vi har også sagt, at vi vil lægge os i selen for at få tilladelserne på plads til trampestien langs åen. På den måde kan vi snart få bundet hele forløbet fra Skensved Fælled over stemværket bag Skensved og den fine sti, borgerne har bygget ned langs med åen, det nye naturområde ved KLARs bassiner og helt ud til Køge Bugt. Det bliver ikke det største sammenhængende naturområde – men på kort sigt bliver det klart det fedeste.
Ind i mellem hører man det synspunkt, at det ikke kan betale sig at sende et høringssvar, for alt er alligevel besluttet på forhånd. Enten at det er pengene der bestemmer, eller at vi politikere er gjort af teflon. Der vil jeg gerne rose mine kolleger, for lokalplanen for Naurbjergvej viser, at vi både kan lytte og flytte os. At vi kører med hånden på rattet.
Det er blevet alt for let at gemme sig bag naturhensyn, når vedvarende energiprojekter skal bremses. Vi ser det over hele landet: Først erklærer man sig som stor tilhænger af den grønne omstilling, for straks derefter at argumentere imod konkrete projekter med henvisning til påståede naturhensyn.
Af Jonas Bjørn Whitehorn (S), Thomas Kielgast (SF) og Frederik Roland Sandby, Klimabevægelsen
Naturbekymring eller bekvem undskyldning Men lad os være ærlige: Ofte handler modstanden mere om ikke-i-min-baghave (NIMBY) end reel bekymring for naturen. For mens vindmøller og solceller møder massiv modstand, hører vi sjældent samme højlydte protester mod de hundredetusindvis af hektar intensivt dyrket landbrugsjord, der i dag er den største trussel mod biodiversiteten.
Med den grønne trepart har vi nu en historisk mulighed for at tænke natur og energi sammen. Alene i Køge Kommune skal vi udpege mindst 2.500 hektar til beskyttet natur – 20 % af vores areal. Det handler om at sikre både vores egen og de kommende generationers fremtid.
Tænketanken Concito har dokumenteret, at investeringer i natur giver tredobbelt afkast gennem rent drikkevand, CO2-lagring og øget livskvalitet. Det samme gælder investeringer i vedvarende energi. Men hver gang vi udskyder klimahandling, vokser regningen til vores børn. Vores skødesløshed efterlader arvestykkerne med ridser og skår.
Luftige løfter holder ikke Kritikere af VE-projekter kommer sjældent med reelle alternativer. I stedet får vi luftige henvisninger til fremtidige teknologier eller forslag om at “finde andre placeringer”. Først lidt ude på havet, så lidt længere ude på havet, så lidt længere-længere ude på havet. Det er ikke ansvarligt. Klimakrisen venter ikke på, at vi finder den perfekte løsning, der ikke generer nogen. Det kræver selvfølgelig omtanke at placere vindmøller og solceller. Men vi står i en brændende klimakrise og et igangværende naturkollaps. Så er svaret ikke så svært. Særligt ikke når alternativet er at fortsætte vores afhængighed af fossil energi, hvor klimaforandringerne udgør en langt større trussel mod naturen.
Det skylder vi Det er paradoksalt, at modstand mod vedvarende energi gemmer sig bag naturhensyn. For hver vindmølle der bremses, hver solcellepark der droppes, fortsætter vi med at grave efter olie og gas og udlede klimagasser. Det er ikke vindmøllefundamenter, der er frøernes værste fjende. Det er manglen på stor og vild natur.
Derfor skal vi både have mere beskyttet natur og mere vedvarende energi. Ikke fordi det er let, men fordi vi skylder vores børn og børnebørn mere.
Den grønne trepart er Danmarks største arealomlægning siden udskiftningen for 200 år siden. Dengang handlede det om at gøre landbruget mere effektivt. I dag handler det om at genopfinde vores forhold til naturen. 390.000 hektar skal skifte anvendelse. 16 gange Køges areal.
Fordi Køge Bugt er ramt af fedtemøg. Fordi Vores drikkevand er truet af pesticider. Fordi Biodiversiteten er i frit fald – vi ligger på en ærgerlig, halvlunken 42. plads blandt landets halvvisne kommuner trods års forsøg på naturpleje. Og samtidig skal vi finde plads til mere vedvarende energi.
Alt for længe har vi gjort alt for lidt. Nu skal vi gøre så meget.
Men udfordringer er også muligheder. Det, der på overfladen er en simpel udpegningssag, er vores historiske chance. Ligesom udskiftningen for 200 år siden forandrede landskabet, skal vi nu gentænke vores arealanvendelse. Men hvor vores forfædre handlede ud fra et presserende behov for at øge levestandarden blandt den brede befolkning, skal vi genskabe den bæredygtige udnyttelse af landskabet for klima, natur, erhverv og for mennesker. Ikke med et skridt tilbage, men med et skridt frem.
Derfor peger vi på vores borgmester som kommunens repræsentant i den grønne trepart. Det understreger vigtigheden af opgaven. For når vi skal omlægge op til 15% af vores landbrugsarealer, kræver det lederskab. Samtidig anbefaler vi i udvalget, at vi nedsætter en følgegruppe, så arbejdet kan følges på første række.
For den grønne trepart må ikke blive en regnearksøvelse, der alene handler om at opfylde mål i tørre tabeller. Hvor børn og unge bliver glemt mellem siderne. Hvor vi glemmer fremtidens landdistrikter og oplevelserne under den blå himmel. Den skal være startskuddet til en fundamental forandring af vores landskaber. Hvor den brede opbakning er afgørende. Det kræver en katalyserende kraft, der giver mening for foreninger, jordejere og erhvervsliv at engagere sig i. Der giver værdi.
Og netop derfor vil jeg særligt fremhæve forslaget om at stifte en Køge Naturfond. Den skal være vores lokale, grønne investeringsfond i landdistrikterne. Og den skal være meget-mere end dét. Den skal være naturens stemme. Den, der får blomsterne til at blomstre og træerne til at blive store og gamle. Den, der får fuglene til at kvidre for oven og humlebierne til at summe op langs stammerne. Den der sætter sommerfuglene på skærmblomsterne.
Og den skal tale for børnene, der i flyverdragt opdager kryb på skovbunden. For unge, sover under åben himmel under stjernerne. For løbefællesskaberne, for rytterne, for veninderne.
Den, der taler på det brede fællesskabs vegne.
Det er sund fornuft og god økonomi. Tænketanken Concito har beregnet, at vi får tre kroner igen for hver krone, vi investerer i natur – i form af rent drikkevand, CO2-lagring og bedre livskvalitet. I Køge alene taler vi om samfundsgevinster for 1,5 milliarder kroner. Om året.
Naturen er værd at tage vare på.
Med borgmesteren for bordenden i treparten, et bredt forankret opgaveudvalg og en ambitiøs naturfond har vi værktøjerne til at gribe mulighederne.
Vi står midt i en historisk omstilling af vores varmesystem. Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) og Klima-, energi- og forsyningsordfører Jesper Petersen (S) taler for at lade markedskræfterne guide udviklingen. Det er grundlæggende fornuftigt. Og netop derfor har boligejerne brug for at kende de reelle fremtidsudsigter for gasprisen.
Af Jonas Bjørn Whitehorn, byrådsmedlem (S) i Køge Kommune, bragt i Altinget
13 borgmestre har i et fælles brev til ministeren beskrevet, hvordan de oplever stigende frustration blandt borgerne. På den ene side oplever borgerne lave gaspriser, selvom de faktisk er mere end fordoblet siden før energikrisen og er stigende. På den anden side ved vi, at fremtidens grønne gas bliver markant dyrere. Det skaber en uhensigtsmæssig tøven, når mange borgere netop nu står overfor en beslutning om ny varmekilde, og vi som samfund har brug for at flytte os.
Biogas modtager i øjeblikket statsstøtte for at kunne indgå i energiforsyningen. Jeg mener, at det er mere reelt at se på, hvad biogas koster at producere og transportere, og jeg tænker, at afgifterne på sigt bliver omlagt til den almindelige CO2-afgift, der uanset om den bliver lagt på landbruget eller på biogassen vil indgå i den pris, forbrugerne skal betale.
En almindelig familie kan se frem til 30.000 kr. i årlig varmeregning
Biogas Danmark udarbejdede i januar 2024 et høringssvar med priser for en række anlægstyper. Lad os tage udgangspunkt i den billigste anlægstype. Det vil betyde, at biogasprisen ved måleren vil stige til 14 kr., når statsstøtten udfases – beregningen bag kan du finde på min LinkedIN.
For et almindeligt hus med et årligt gasforbrug på 1.650 kubikmeter betyder det en ekstra varmeregning på 5.500 kroner om året til en årlig udgift på over 30.000 kr. Biogas Danmark vurderer samtidig, at produktionen fra de nye støttede biogasanlæg bliver op mod 40 % lavere end Energistyrelsen forventer, hvilket kan presse priserne yderligere op på et konkurrenceudsat marked.
Grøn gas bør gemmes til industrien
Biogas er en værdifuld ressource, som vi får brug for i de industrier, der ikke har andre alternativer til fossil gas. Som borgmestrene klogt påpeger i deres brev, bør vi derfor ikke regne med, at biogas er løsningen for almindelig boligopvarmning – selv når NEKST forventer, at Danmarks gasforbrug i 2029 vil være dækket af biogas.
Mange boligejere har bevæget sig langt ind i en ruse, der er spundet af lave gaspriser og løfter om grøn gas. I bunden af rusen er det ikke sikkert, der er så mange udveje. Her kan fjernvarmeprojekter være kuldsejlet. Støjkrav kan stå i vejen for varmepumper. Gasnettet kan være under delvis afvikling med stigende distributionspriser til de resterende kunder.
Kommunerne står klar med konkrete løsninger
Det kalder på handling nu. Kommunerne har gennem to år arbejdet intensivt med at understøtte den grønne varmeomstilling gennem både borgermøder, informationskampagner og konkret planlægning. I Køge Kommune har vi ligesom mange andre kommuner stillet garantier for fjernvarmeprojekter for flere hundrede millioner kroner. Men uden klarhed om gassens fremtid risikerer vi at spilde både tid og ressourcer – og vigtigst af alt: Vi risikerer at efterlade boligejerne med en meget dyr varmeregning og få handlemuligheder i fremtiden.
Slutdato for gas vil skabe tryghed
Mit ønske er derfor, at vi i fællesskab – både Christiansborg og kommuner – sender et klart signal til boligejerne om gassens fremtid. Det handler ikke om at skræmme nogen, men om at give borgerne det bedst mulige grundlag for at træffe langsigtede beslutninger om deres varmeforsyning.
Det mest trygge for boligejerne må være, at kommunerne får mulighed for at sætte en slutdato for gas til boligopvarmning; en slutdato, der er tilrettelagt efter kommunens lokale muligheder og varmeplaner.
Det er huslejestigninger, vi har behandlet her i byrådet bare indenfor det seneste år. Tænk et ramaskrig det ville være, hvis Christiansborg satte ejendomsværdiskatten for boligejerne op med en tredjedel.
Forstå mig ret. Socialdemokratiet er klart for at almene boliger bliver renoveret, så de løbende fremstår sunde og trygge. Socialdemokratiet respekterer i meget høj grad beboerdemokratiet, der har sendt alle tre sager frem med store flertal blandt beboerne.
Men vi bliver også bare nødt til at sige, at tocifrede huslejestigninger skal høre til sjældenhederne. Da vi drøftede Ringen her i salen, sagde jeg, at vi ville holde skarpt øje med stigningerne.
For måske kan de fleste beboere klare stigningen. Det tyder deres ja jo på. Men vi har især almene boliger for at sikre boliger til mennesker, der ikke kan følge med priserne på boligmarkedet. Vi har en alenlang akutventeliste, hvor en af udfordringerne er mangel på de allerbilligste boliger. Og pølsen bliver kortere og kortere, for vi kan heller ikke bygge almene boliger i de prisklasser, vi nu skærer fra.
Jeg er nysgerrig på, om alle er sit ansvar bevidst. Boligselskaberne. Selskabsbestyrelserne. Landsbyggefonden. Eller er det bare afdelingerne, der sidder med sorteper.
Men vi kan ikke sige nej til asbestsaneringen i Tinggården, det siger sig selv. Det er dejligt, den snart kan komme i gang.
