Lokalplanen for naurbjergvej

Nogle lokalplaner giver mere debat end andre. Her er en af dem, der gav – synes jeg – en god debat.

Da lokalplanen blev fremlagt første gang var det med et kommuneplantillæg, fordi byggeriet skulle være højere, end kommuneplanen tillader. Det er jeg glad for at vi fik ud.

I høringsperioden er der kommet rigtig mange høringssvar. Tak for det. Det betyder en række konkrete ændringer i lokalplanen:

  • Sigtelinjerne bliver flyttet, så de giver mere mening fra Ll. Skensved
  • Byggehøjderne er lagt ned, så de passer bedre ind i området

I udvalget var vi heller ikke helt færdige med lokalplanen, og har sendt den videre med en anbefaling om et læhegn på bagsiden af bygningerne. For man skal nok være arkitekt for at synes at lidt slyngplanter på en høj industrivæg er ret grønt.

Derfor anbefaler udvalget, at der bliver lagt et 15 meter bredt læhegn ind mellem bygningerne og naturområdet.

Der er nogle – tror jeg begrundede – bekymringer om lastbilstrafik, der ikke kører til motorvejen, men tager de små veje ind over landet. Den bekymring deler jeg. Og det kommer vi til at arbejde videre med – ikke bare i forhold til Naurbjerg i vores nabokommune, men sådan helt generelt. For mange af de små veje over landet er fra en tid, hvor færdslen foregik til fods og med hestevogn. Og det er afgørende vigtigt for landdistrikterne at det fortsat er attraktivt at bo der, og det kan det ikke være med tung gennemkørende trafik.

Vi har også sagt, at vi vil lægge os i selen for at få tilladelserne på plads til trampestien langs åen. På den måde kan vi snart få bundet hele forløbet fra Skensved Fælled over stemværket bag Skensved og den fine sti, borgerne har bygget ned langs med åen, det nye naturområde ved KLARs bassiner og helt ud til Køge Bugt. Det bliver ikke det største sammenhængende naturområde – men på kort sigt bliver det klart det fedeste.

Ind i mellem hører man det synspunkt, at det ikke kan betale sig at sende et høringssvar, for alt er alligevel besluttet på forhånd. Enten at det er pengene der bestemmer, eller at vi politikere er gjort af teflon. Der vil jeg gerne rose mine kolleger, for lokalplanen for Naurbjergvej viser, at vi både kan lytte og flytte os. At vi kører med hånden på rattet.