Kategori: Ordførertale

Tak for en spændende høringsperiode. Tak for et godt borgermøde i Ravnsborghallen. Tak for de mange gode høringssvar. Tak for en åben og ærlig snak med udviklerne bag Ravnsborg Enge.

Når man ser at fællesskabet skal bidrage med foreløbig 28 mio kr. til udvikling af 100 % private boliger er det naturligt, at fællesskabet også er med til at sætte rammer. 

Her er der spændende, at udviklerne har arbejdet med en strategi for bæredygtigt byggeri. Da vi sidst havde lokalplanen i hænderne, sagde jeg, at vi ville holde et fast blik på, hvor meget af hensigtserklæringerne, der bliver realiseret i det færdige byggeri. Om vi får smæk for skillingen, som Lars Trier Mogensen ville sige. Det vil jeg gerne gentage.

Ravnsborg Enge har bragt en spændende debat herind i byrådssalen. Spørgsmålet om at spare på grundvandsressourcen og genbruge regnvand. Det er et fuldstændig legitimt krav, der kunne stilles af fællesskabet. At nyt byggeri bidrager til en udvikling, hvor vi bruger færre ressourcer I morgen, end vi gjorde i går. 

Tak for de mange høringssvar, der påpeger netop den manglende sammenhæng mellem visioner og handling på det punkt. Særlig tak til Tiny Varigheden, der har kastet sig ind i debatten og dermed vist, hvorfor I bidrager til udviklingen og højner vores vidensniveau.

Debatten har ikke ført til at kravet bliver stillet i denne omgang. Det synes jeg er synd for de kommende familier, der ville kunne se frem til at spare 4000 kr. om året. Penge de i stedet kunne bruge på andre ting, men nu skal skylle i kloakken ligesom alle os andre.

Men debatten har bragt os sammen om det helt naturlige, nemlig at vandtaksterne i Køge Kommune naturligvis skal fremme genbrug og en bæredygtig udnyttelse af naturens ressourcer. Tiden er heldigvis ved at rinde ud for projekter, der ikke indarbejder bæredygtighed. I fremtiden er guldet i de grønne skove.

Og derfor vil vi stille det krav i langt højere grad fremover. Fordi vi ønsker at det skal være billigere at være borger i Køge Kommune. Fordi vi ønsker en reelt bæredygtig fremtid, der hvor der er smæk for skillingen. Og vi tager gerne ansvar for at rydde forhindringer af vejen, men har også det udgangspunkt at ansvaret ligger hos udviklerne for at bruge mulighederne.

Jeg glæder mig virkelig til at se projektet blive realiseret og ønsker tillykke med lokalplanen for den første etape.

Regnvandsanlæg, hvor man genbruger regnvand, erstatter 1:1 drikkevand, og kan dække op til 30% af en families forbrug. I Danmark blev det lovligt i midten af halvfemserne og muligt at skrive ind i lokalplaner i 2007, altså for hhv. 30 og 20 år siden.

Og det er vigtigt at spare på vandet.

Grundvandsressourcen udnyttes 275 % i dag, viser en ny rapport fra GEUS, der er Danmarks geologiske undersøgelser. Det betyder at vi bruger mere, end der bliver dannet. Altså at vores forbrug ikke er bæredygtigt.
Og hvad sker der, hvis vi løber tør for drikkevand? Vandhanen løber ikke tør fra den ene dag til den anden, som man skulle tro. Eksperterne siger, at vi vil se en langsomt dårligere drikkevandskvalitet. Flere pesticider. Flere salte. Mere nitrat, der allerede i dag koster 124 danskere livet, om året. Og så vil vi gå over til at rense havvand eller overfladevand og fravige den danske tradition, at vi kan drikke vores urensede grundvand.

Det er indiskutabelt godt at nye boliger har regnvandsanlæg, så man ikke skyller vores rene drikkevand ud i toilettet.
Derfor har vi i udvalget lagt en linje, at vi i boligområder kræver regnvandsanlæg. En linje, vi kun i særlige tilfælde har fraveget, hvor konkrete forhold taler for det. En linje som byrådet hver gang har godkendt. Og der er ingen forhold, der taler anderledes i denne sag.

Energikrisen I 1979 betød at vi fik energikrav til bygninger. Ja, det koster at isolere. Men I dag står vi med en bygningsmasse, der kræver 20 gange mindre energi. Fordi bygninger står i 50 eller 100 år skal vi tænke frem.

På samme måde må vi spørge os selv: Ønsker vi derfor om 50 år at stå med et højere eller lavere forbrug af drikkevand? Ønsker vi at udnytte ressourcen så hårdt, at vi skal acceptere pesticider, salt og nitrat i vandet. At acceptere, at vi skal rense vand for at drikke det.
Eller har vi bragt vores drikkevandsforbrug ned på et bæredygtigt niveau, hvor genbrug af regnvand er en del af løsningen?

Hvad koster rent vand? Koster det 14 kroner, som er det at trække det op. Koster det 70 kroner som er det at rense det igen? Når vi i dag udnytter ressourcen 275 % og altså forbruger langt mere end naturen producerer, skal man ikke være professor i markedsøkonomi for at forstå, at værdien af rent vand er langt, langt højere. Og den samfundsinteresse tager vi vare på med lokalplaner.

Rent drikkevand en gave, naturen giver os og et gode, vi deler ligeligt i samfundet. En gave og et gode vi har fået, og som vi også bør give til vores fremtidige generationer.
Derfor er det vigtigt, at vi konsekvent stiller krav om genbrug af regnvand. Så vi om 50 år står et andet sted, end vi gør i dag.

Derfor er det med beklagelse, at jeg ikke kan støtte den ellers gode lokalplan for Ravnsborg Enge.

Læs også Dagbladets omtale: https://www.sn.dk/art6296009/koege-kommune/nyhed/diskussion-om-anlaeg-til-regnvand-i-nyt-boligomraade-delte-byraadet/

Vi er kommet en lang vej i at blive bedre til at sortere og udnytte ressourcerne i vores affald.

Men foran står endnu højere krav:

• Opfyldelse af nationale mål – 55% reel genanvendelse af husholdningsaffald i 2030 og 60% i 2035.
• Klimaneutral affaldssektor i 2030 – Reducere klimaaftryk fra affaldsordninger og aktiviteter.

Derfor skal vi flytte affald op i affaldshierarkiet ved mere genanvendelse, genbrug og – især affaldsforebyggelse.
Noget af det, der ligger lige for er derfor at se på storskraldordningen og ordningen for haveaffald. For det er nok nogle af de bedste eksempler på steder, hvor vi kan undgå at noget bliver til affald.

Direkte genbrug

Lad mig give nogle eksempler. Som bestyrelsesmedlem i ARGO havde jeg og Venstres gruppeformand den store fornøjelse at åbne for direkte genbrug på ARGOs genbrugsplads på Tangmosevej. Her stod flere hundrede mennesker i kø. Det var vi selvfølgelig stolte af, indtil det viste sig at de var kommet for at se om de kunne bruge nogle af de ting, som andre har haft i overskud. Og her sparer vi ikke alene sortering og håndtering af affald, men også materialer, energi, produktion og transport af nyt legetøj og nye møbler. Og nogle af de ting, som folk kunne bruge, kommer fra storskraldsordningen. Spændende om vi kan gøre det bedre!

Lædersofaer får nyt liv som tasker

Lad mig give et andet eksempel. Tasken her er lavet af genbrugslæder fra ARGOs genbrugspladser. Lædermøbler, der har tjent godt og ikke kan tjene længere, bliver skrællet. Og en succesfuld, sjællandsk virksomhed omdanner læderet til kvalitetsprodukter. Indeni er den foret med et festivaltelt, som nok har oplevet et og andet. Jeg har aldrig været så glad for en taske, den er håndlavet dansk og den bærer en historie. Spændende om vi kan give flere cirkulære virksomheder mulighed for vækst!
Og derfor har vi i udvalgsarbejdet også peget på konkrete indsatser, som vi synes det kunne være fedt at gøre mere ud af, og som kan læse er det.

• Øget genbrug af tøj og tekstiler. Vores tøjforbrug er midt i en tredobling fra 2020 til 2030. Kan vi måske bytte eller leje tøj i stedet for at købe ind på uge-mode i netbutikker med gratis retur, som er hovedsynderen i væksten af tøj på affaldsbjerget.
• At haveaffald bliver brugt til noget fornuftigt. Det kunne være det kunne blive liggende under hækken. Eller at det kan bruges i fælles kvashegn med naboerne til gavn for fugle og krible krable, så det ikke skal køres den lange vej til genbrugspladsen.
• Og at vi inddrager skoler og unge. Ikke for at de skal lære af os, men for at de kan være med til at forme de nye måder, vi skal se ressourcerne omkring os.

Her synes jeg vi fremlægger en plan for affald og ressourcer, der er ambitøs, og jeg vil invitere borgerne til at bidrage i høringen – især til hvordan vi undgår så meget affald.

Vi kan ikke vælge mellem klima og natur – vi skal finde vejen, hvor begge kommer i mål.

Ordførertale om Vallø Energipark

Kritikerne af vindmøllerne har peget på, at projektet ødelægger naturen.

Det, der er rigtigt, er, at vindmøllerne bliver placeret i skove, der ville kunne blive udpeget til beskyttet natur som en del af den grønne trepart. I skove, der ville kunne gøres til urørt skov. Og derved få – sikkert høj – naturværdi.

En værdi, skovene ikke har i dag, for den værdi, vi arbejder henimod, findes i store, sammenhængende, beskyttede naturområder med naturlige tætheder af dyr, og hvor vandet selv vælger sin vej. Og vi finder ikke den værdi i produktionsskov.

Klimakrise og biodiversitetskrise kræver handling nu

Vi har en klimakrise, hvor vindmøllerne er et vigtigt led i en lang kæde af løsninger. Og vi har en biodiversitetskrise, hvor naturen falder sammen for øjnene af os.

Det er en etisk fordring – for hvem kan bestemme, at en dyreart skal uddø? Hvem kan sætte blad på en nælde?

Det er et svigt overfor vores børn. 70 procent af vores børn mellem 2 og 15 år har aldrig prøvet at sove ude, hver anden har ikke set stjernehimlen, og hver tredje har aldrig været med til at lave et bål.

Det er en økonomisk krise. For halvdelen af vores økonomi bygger på – får vi forærende – af de naturlige processer. Vores drikkevand, klimatilpasning, bestøvning af landbrugsafgrøder, beskyttelse mod invasive arter og sygdomme.

Kritikerne har ret i, at det ikke giver mening at løse klimakrisen, hvis vi taber naturen.

I siger: “Vi skal ikke gå i krig mod naturen for at redde klimaet.” Og det er jeg faktisk helt enig i. Det er en falsk modsætning at sætte klimaet og naturen op mod hinanden – de er to sider af samme sag.

Vores opgave er ikke at vælge mellem dem, men at finde den vej, hvor begge styrkes.

Ambitiøse mål for både energi og naturbeskyttelse

Ligesom vores andel af det nationale mål for vindmøller og solceller er knap 20 vindmøller og tre-fire hundrede hektar solceller, så er vores andel af det nationale mål for natur 20 %.

Vores andel af det nationale mål er at rejse 2.500 hektar ny skov. Etablere 1.000 hektar urørt skov. I alt mindst 5.000 hektar beskyttet natur i Køge kommune.

Det bør være et mål for os at arbejde efter.

20 %

Vores ambitioner for naturen står styrket.

Med beslutningen om at energiparken går over i en fase, hvor miljøundersøgelserne og lokalplanlægningen kan starte, ligger der dermed et fælles ansvar for, at den grønne trepart også når i mål.

Et ansvar, der går begge veje. Det er vores dygtige lodsejere og landbrugere heldigvis fuldstændig enige i.

Vi må hjælpe hinanden i mål

Da jeg var spejder og på udfordrende fjeldtur, var der tit nogle, der nåede frem lidt før de andre. Fordi alle ikke går i samme tempo. Fordi nogle er stærkere end andre – eller mere erfarne.

Men de første til at nå frem går altid tilbage og hjælper de bagerste, der har det sværest. Også selvom man selv er træt. Det er at løfte sit medansvar for opgaven – nemlig den, at alle når frem.

På samme måde skal det arbejde med vindmøller og natur, der ligger foran os, hjælpe hinanden med at nå i mål. Ikke fordi det er nemt, men fordi det er nødvendigt.

Det er et arbejde, byrådet ikke kan udføre alene, men udelukkende kan lykkes med i samarbejde med lodsejere, erhvervsliv og borgere. Men at den bliver løst, må ingen – ingen – være i tvivl om.

En styrket natur for fremtiden

Og på den anden side af det arbejde – med synlige resultater, håber jeg inderligt, at mange af jer, der er kritiske nu, føler jer imødekommet.

For vi kommer til at levere på en natur, der ikke skal svækkes og forarmes yderligere. Men som er styrket. Som er sig selv for sin egen skyld. Som er beskyttet. Som giver vores børn adgang til vilde og naturlige oplevelser og som skaber nye muligheder for erhverv og bosætning på landet.

Jeg kan ikke ændre på, at man kan se en vindmølle mod himlen.

Jeg kan ikke gøre bilernes veje grønne, få boligernes beton til at blomstre. Og jeg kan ikke gøre vindmøller gennemsigtige eller mindre nødvendige.

Men samtidig vil vi se blomster, humlebier, bredpander og sommerfugle. Der var der engang. Som ikke er der nu.

Men som vi kan give plads til igen – i en meget, meget nær fremtid.

Nogle lokalplaner giver mere debat end andre. Her er en af dem, der gav – synes jeg – en god debat.

Da lokalplanen blev fremlagt første gang var det med et kommuneplantillæg, fordi byggeriet skulle være højere, end kommuneplanen tillader. Det er jeg glad for at vi fik ud.

I høringsperioden er der kommet rigtig mange høringssvar. Tak for det. Det betyder en række konkrete ændringer i lokalplanen:

• Sigtelinjerne bliver flyttet, så de giver mere mening fra Ll. Skensved
• Byggehøjderne er lagt ned, så de passer bedre ind i området

I udvalget var vi heller ikke helt færdige med lokalplanen, og har sendt den videre med en anbefaling om et læhegn på bagsiden af bygningerne. For man skal nok være arkitekt for at synes at lidt slyngplanter på en høj industrivæg er ret grønt.

Derfor anbefaler udvalget, at der bliver lagt et 15 meter bredt læhegn ind mellem bygningerne og naturområdet.

Der er nogle – tror jeg begrundede – bekymringer om lastbilstrafik, der ikke kører til motorvejen, men tager de små veje ind over landet. Den bekymring deler jeg. Og det kommer vi til at arbejde videre med – ikke bare i forhold til Naurbjerg i vores nabokommune, men sådan helt generelt. For mange af de små veje over landet er fra en tid, hvor færdslen foregik til fods og med hestevogn. Og det er afgørende vigtigt for landdistrikterne at det fortsat er attraktivt at bo der, og det kan det ikke være med tung gennemkørende trafik.

Vi har også sagt, at vi vil lægge os i selen for at få tilladelserne på plads til trampestien langs åen. På den måde kan vi snart få bundet hele forløbet fra Skensved Fælled over stemværket bag Skensved og den fine sti, borgerne har bygget ned langs med åen, det nye naturområde ved KLARs bassiner og helt ud til Køge Bugt. Det bliver ikke det største sammenhængende naturområde – men på kort sigt bliver det klart det fedeste.

Ind i mellem hører man det synspunkt, at det ikke kan betale sig at sende et høringssvar, for alt er alligevel besluttet på forhånd. Enten at det er pengene der bestemmer, eller at vi politikere er gjort af teflon. Der vil jeg gerne rose mine kolleger, for lokalplanen for Naurbjergvej viser, at vi både kan lytte og flytte os. At vi kører med hånden på rattet.

Den grønne trepart er Danmarks største arealomlægning siden udskiftningen for 200 år siden. Dengang handlede det om at gøre landbruget mere effektivt. I dag handler det om at genopfinde vores forhold til naturen. 390.000 hektar skal skifte anvendelse. 16 gange Køges areal.

Fordi Køge Bugt er ramt af fedtemøg. Fordi Vores drikkevand er truet af pesticider. Fordi Biodiversiteten er i frit fald – vi ligger på en ærgerlig, halvlunken 42. plads blandt landets halvvisne kommuner trods års forsøg på naturpleje. Og samtidig skal vi finde plads til mere vedvarende energi.

Alt for længe har vi gjort alt for lidt. Nu skal vi gøre så meget.

Men udfordringer er også muligheder. Det, der på overfladen er en simpel udpegningssag, er vores historiske chance. Ligesom udskiftningen for 200 år siden forandrede landskabet, skal vi nu gentænke vores arealanvendelse. Men hvor vores forfædre handlede ud fra et presserende behov for at øge levestandarden blandt den brede befolkning, skal vi genskabe den bæredygtige udnyttelse af landskabet for klima, natur, erhverv og for mennesker. Ikke med et skridt tilbage, men med et skridt frem.

Derfor peger vi på vores borgmester som kommunens repræsentant i den grønne trepart. Det understreger vigtigheden af opgaven. For når vi skal omlægge op til 15% af vores landbrugsarealer, kræver det lederskab. Samtidig anbefaler vi i udvalget, at vi nedsætter en følgegruppe, så arbejdet kan følges på første række.

For den grønne trepart må ikke blive en regnearksøvelse, der alene handler om at opfylde mål i tørre tabeller. Hvor børn og unge bliver glemt mellem siderne. Hvor vi glemmer fremtidens landdistrikter og oplevelserne under den blå himmel. Den skal være startskuddet til en fundamental forandring af vores landskaber. Hvor den brede opbakning er afgørende. Det kræver en katalyserende kraft, der giver mening for foreninger, jordejere og erhvervsliv at engagere sig i. Der giver værdi.

Og netop derfor vil jeg særligt fremhæve forslaget om at stifte en Køge Naturfond. Den skal være vores lokale, grønne investeringsfond i landdistrikterne. Og den skal være meget-mere end dét. Den skal være naturens stemme. Den, der får blomsterne til at blomstre og træerne til at blive store og gamle. Den, der får fuglene til at kvidre for oven og humlebierne til at summe op langs stammerne. Den der sætter sommerfuglene på skærmblomsterne.

Og den skal tale for børnene, der i flyverdragt opdager kryb på skovbunden. For unge, sover under åben himmel under stjernerne. For løbefællesskaberne, for rytterne, for veninderne.

Den, der taler på det brede fællesskabs vegne.

Det er sund fornuft og god økonomi. Tænketanken Concito har beregnet, at vi får tre kroner igen for hver krone, vi investerer i natur – i form af rent drikkevand, CO2-lagring og bedre livskvalitet. I Køge alene taler vi om samfundsgevinster for 1,5 milliarder kroner. Om året.

Naturen er værd at tage vare på.

Med borgmesteren for bordenden i treparten, et bredt forankret opgaveudvalg og en ambitiøs naturfond har vi værktøjerne til at gribe mulighederne.

Lejerbo Mølleparken 24 % til 1.400 kr.

Lejerbo Ringen 46 % til 1.600 kr.

Og nu DAB Tinggården 28 % til 1.200 kr.

Det er huslejestigninger, vi har behandlet her i byrådet bare indenfor det seneste år. Tænk et ramaskrig det ville være, hvis Christiansborg satte ejendomsværdiskatten for boligejerne op med en tredjedel.

Forstå mig ret. Socialdemokratiet er klart for at almene boliger bliver renoveret, så de løbende fremstår sunde og trygge. Socialdemokratiet respekterer i meget høj grad beboerdemokratiet, der har sendt alle tre sager frem med store flertal blandt beboerne.

Men vi bliver også bare nødt til at sige, at tocifrede huslejestigninger skal høre til sjældenhederne. Da vi drøftede Ringen her i salen, sagde jeg, at vi ville holde skarpt øje med stigningerne.

For måske kan de fleste beboere klare stigningen. Det tyder deres ja jo på. Men vi har især almene boliger for at sikre boliger til mennesker, der ikke kan følge med priserne på boligmarkedet. Vi har en alenlang akutventeliste, hvor en af udfordringerne er mangel på de allerbilligste boliger. Og pølsen bliver kortere og kortere, for vi kan heller ikke bygge almene boliger i de prisklasser, vi nu skærer fra.

Jeg er nysgerrig på, om alle er sit ansvar bevidst. Boligselskaberne. Selskabsbestyrelserne. Landsbyggefonden. Eller er det bare afdelingerne, der sidder med sorteper.

Men vi kan ikke sige nej til asbestsaneringen i Tinggården, det siger sig selv. Det er dejligt, den snart kan komme i gang.