Vi er kommet en lang vej i at blive bedre til at sortere og udnytte ressourcerne i vores affald.
Men foran står endnu højere krav:
- Opfyldelse af nationale mål – 55% reel genanvendelse af husholdningsaffald i 2030 og 60% i 2035.
- Klimaneutral affaldssektor i 2030 – Reducere klimaaftryk fra affaldsordninger og aktiviteter.
Derfor skal vi flytte affald op i affaldshierarkiet ved mere genanvendelse, genbrug og – især affaldsforebyggelse.
Noget af det, der ligger lige for er derfor at se på storskraldordningen og ordningen for haveaffald. For det er nok nogle af de bedste eksempler på steder, hvor vi kan undgå at noget bliver til affald.
Direkte genbrug
Lad mig give nogle eksempler. Som bestyrelsesmedlem i ARGO havde jeg og Venstres gruppeformand den store fornøjelse at åbne for direkte genbrug på ARGOs genbrugsplads på Tangmosevej. Her stod flere hundrede mennesker i kø. Det var vi selvfølgelig stolte af, indtil det viste sig at de var kommet for at se om de kunne bruge nogle af de ting, som andre har haft i overskud. Og her sparer vi ikke alene sortering og håndtering af affald, men også materialer, energi, produktion og transport af nyt legetøj og nye møbler. Og nogle af de ting, som folk kunne bruge, kommer fra storskraldsordningen. Spændende om vi kan gøre det bedre!
Lædersofaer får nyt liv som tasker
Lad mig give et andet eksempel. Tasken her er lavet af genbrugslæder fra ARGOs genbrugspladser. Lædermøbler, der har tjent godt og ikke kan tjene længere, bliver skrællet. Og en succesfuld, sjællandsk virksomhed omdanner læderet til kvalitetsprodukter. Indeni er den foret med et festivaltelt, som nok har oplevet et og andet. Jeg har aldrig været så glad for en taske, den er håndlavet dansk og den bærer en historie. Spændende om vi kan give flere cirkulære virksomheder mulighed for vækst!
Og derfor har vi i udvalgsarbejdet også peget på konkrete indsatser, som vi synes det kunne være fedt at gøre mere ud af, og som kan læse er det.
- Øget genbrug af tøj og tekstiler. Vores tøjforbrug er midt i en tredobling fra 2020 til 2030. Kan vi måske bytte eller leje tøj i stedet for at købe ind på uge-mode i netbutikker med gratis retur, som er hovedsynderen i væksten af tøj på affaldsbjerget.
- At haveaffald bliver brugt til noget fornuftigt. Det kunne være det kunne blive liggende under hækken. Eller at det kan bruges i fælles kvashegn med naboerne til gavn for fugle og krible krable, så det ikke skal køres den lange vej til genbrugspladsen.
- Og at vi inddrager skoler og unge. Ikke for at de skal lære af os, men for at de kan være med til at forme de nye måder, vi skal se ressourcerne omkring os.
Her synes jeg vi fremlægger en plan for affald og ressourcer, der er ambitøs, og jeg vil invitere borgerne til at bidrage i høringen – især til hvordan vi undgår så meget affald.

