En stemme på Corona Camping er en stemme på færre boliger til de svageste

På døren til Corona Campings beboercafé hænger en håndskrevet seddel om fælleskørsel til valgstedet 18. november underskrevet af lokallisten Corona Camping Listen.

Gad vide om de, der bliver kørt til valgstedet, får at vide, at en stemme på Corona Camping Listen er en stemme på færre billige boliger?

Lokallisten med Susanne Farnø som eneste kandidat er nemlig i valgforbund med blå partier, der ønsker at skære investeringer i billige boliger for over 100 mio. kr. Det fremgår af det alternative, blå budgetforslag, som heldigvis blev stemt ned, men som nu ligger klar i skuffen.

Uanset om Susanne Farnø kommer i byrådet eller ej, skaber hun usikkerhed om der skal være boliger til alle. Modstanden kommer fra alle sider i det blå valgforbund: Venstre er lodret modstander af almene boliger. Konservative lover at undersøge ”alternative løsninger” for campingpladsen, men konstaterer samtidig, at løsningen skal være lovlig – hvilket gør det mægtig let at løbe fra løftet efter valget. Og Susanne Farnø selv vil ikke kunne deltage i behandlingen af sager om sin virksomhed. Og som eneste kandidat på listen har hun ingen suppleant, selv hvis hun bliver valgt. Og så står pladsen tom.

Byrådets røde partier arbejder til gengæld for flere billige boliger. Og med hjerte for, at der skal være plads til alle, også i de nye byområder. Os, der har fulgt arbejdet med de første tinyhouses – og gerne arbejder for flere.

Det snakker beboerne nok om på vej til valgstedet.