Den grønne trepart er Danmarks største arealomlægning siden udskiftningen for 200 år siden. Dengang handlede det om at gøre landbruget mere effektivt. I dag handler det om at genopfinde vores forhold til naturen. 390.000 hektar skal skifte anvendelse. 16 gange Køges areal.
Fordi Køge Bugt er ramt af fedtemøg. Fordi Vores drikkevand er truet af pesticider. Fordi Biodiversiteten er i frit fald – vi ligger på en ærgerlig, halvlunken 42. plads blandt landets halvvisne kommuner trods års forsøg på naturpleje. Og samtidig skal vi finde plads til mere vedvarende energi.
Alt for længe har vi gjort alt for lidt. Nu skal vi gøre så meget.
Men udfordringer er også muligheder. Det, der på overfladen er en simpel udpegningssag, er vores historiske chance. Ligesom udskiftningen for 200 år siden forandrede landskabet, skal vi nu gentænke vores arealanvendelse. Men hvor vores forfædre handlede ud fra et presserende behov for at øge levestandarden blandt den brede befolkning, skal vi genskabe den bæredygtige udnyttelse af landskabet for klima, natur, erhverv og for mennesker. Ikke med et skridt tilbage, men med et skridt frem.
Derfor peger vi på vores borgmester som kommunens repræsentant i den grønne trepart. Det understreger vigtigheden af opgaven. For når vi skal omlægge op til 15% af vores landbrugsarealer, kræver det lederskab. Samtidig anbefaler vi i udvalget, at vi nedsætter en følgegruppe, så arbejdet kan følges på første række.
For den grønne trepart må ikke blive en regnearksøvelse, der alene handler om at opfylde mål i tørre tabeller. Hvor børn og unge bliver glemt mellem siderne. Hvor vi glemmer fremtidens landdistrikter og oplevelserne under den blå himmel. Den skal være startskuddet til en fundamental forandring af vores landskaber. Hvor den brede opbakning er afgørende. Det kræver en katalyserende kraft, der giver mening for foreninger, jordejere og erhvervsliv at engagere sig i. Der giver værdi.
Og netop derfor vil jeg særligt fremhæve forslaget om at stifte en Køge Naturfond. Den skal være vores lokale, grønne investeringsfond i landdistrikterne. Og den skal være meget-mere end dét. Den skal være naturens stemme. Den, der får blomsterne til at blomstre og træerne til at blive store og gamle. Den, der får fuglene til at kvidre for oven og humlebierne til at summe op langs stammerne. Den der sætter sommerfuglene på skærmblomsterne.
Og den skal tale for børnene, der i flyverdragt opdager kryb på skovbunden. For unge, sover under åben himmel under stjernerne. For løbefællesskaberne, for rytterne, for veninderne.
Den, der taler på det brede fællesskabs vegne.
Det er sund fornuft og god økonomi. Tænketanken Concito har beregnet, at vi får tre kroner igen for hver krone, vi investerer i natur – i form af rent drikkevand, CO2-lagring og bedre livskvalitet. I Køge alene taler vi om samfundsgevinster for 1,5 milliarder kroner. Om året.
Naturen er værd at tage vare på.
Med borgmesteren for bordenden i treparten, et bredt forankret opgaveudvalg og en ambitiøs naturfond har vi værktøjerne til at gribe mulighederne.

