Kategori: Indlæg

Når vi står ved Køge Bugt og ser solen glimte i de blå bølger, og har Stevns Klint i det fjerne, føles det som noget af den smukkeste natur, Danmark har at byde på.

Men i virkeligheden ser vi ikke den blå himmel, der spejler sig i det salte vand. For at se havnaturen, må vi bryde overfladen. Og der er virkeligheden en anden. Stigende mængder fedtemøg gør det engang klare vand gulbrunt og grumset. Fiskene forsvinder. Ørkenen spreder sig på bunden.

Af MF Astrid Krag, borgmester Marie Stærke og klimapolitisk netværkskoordinator, byrådsmedlem Jonas Bjørn Whitehorn, Socialdemokratiet

Da de syv medlemmer af ”den grønne trepart” satte sig til forhandlingsbordet, var opgaven at nå til enighed om en CO2-afgift på landbruget, så også landbruget når i mål med klimareduktionerne. Men under Henrik Dam Kristensens (S) og Sophie Løhdes (V) ledelse, nåede treparten et langt mere ambitiøst resultat.

Naturen forener os. Det har stået centralt for Socialdemokratiet, siden den socialdemokratiske statsminister Stauning indførte den første naturfredningslov i 1937 og den frie og lige adgang til naturen i 1941. To ting, der er gået lige i hjertet på danskerne. Resultatet af den grønne trepart er lige så historisk, og vil forandre det danske landskab over de kommende 10 år.

Trepartens flotte resultater er:

• 250.000 ha ny skov og 100.000 ha urørt skov
• Bindende reduktioner af kvælstof til åer og kyster
• Bindende klimareduktioner på mindst 1,8 tons
• En høj og ensartet CO2-afgift på tværs af industri, transport og landbrug
• En statslig arealfond på 40 mia. kr. og partnerskab med Novo Nordisk Fonden

Vi vil gerne rose parterne, for at have lænet sig mod hinanden. Det er så vigtigt; der er brug for handling, og trepartsaftalen sikrer både handling og opfølgning. Det giver både landbruget og danskerne en fast og tryg ramme.

I Køge Kommune har vi set den samme udfordring som regeringen: det er nødvendigt med mere natur for at øge klima og miljø, for at redde biodiversiteten og for at skabe flere oplevelser for børn og voksne i en vildere natur. Derfor har et samlet byråd valgt at arbejde med en ambitiøs strategi for vores arealer, hvor natur, grundvandsbeskyttelse og vedvarende energi skal have mere plads. Socialdemokratiet har foreslået en Køge Naturfond, der skal stå i spidsen for arbejdet, og som vi håber at realisere. En statslig arealfond på 40 mia. kr. vil være et kæmpe rygstød til en sådan naturfond sammen med Klimaskovfonden og Den danske Naturfond. Arbejdet, mener vi, skal forankres lokalt på tværs af foreninger, lodsejere og erhvervsliv.

Ifølge aftalen skal der allerede i 2025 fremlægges en arealomlægningsplan. Det er ikke ligegyldigt, hvor der kommer ny skov og ny natur. Og alle danskere skal have adgang til fede naturoplevelser. Derfor giver den grønne trepart kommunerne en vigtig opgave med at planlægge og prioritere ændringerne i landskabet. Professor Carsten Rahbek og hans forskerteam har i en dugfrisk rapport regnet sig frem til, hvordan vi bedst får mere, bedre og større natur i Danmark. Afsættet er det samme: at øge natur og biodiversitet og reducere udledninger af klimagasser og kvælstof. Det giver et solidt udgangspunkt for kommunernes planlægning.

Nu har den grønne trepart brudt den engang så hårde overflade mellem klima og miljø på den ene side, og levende landerhverv på den anden. Aftalen lægger op til en helt ny landmandsrolle som arealforvalter.

Det er ægte historisk. Det er nødvendigt. Og det glæder vi os til at være med til at virkeliggøre.

Udspillet fra den grønne trepart med overskriften ”Et grønt Danmark” kan blive et kæmpe rygstød for Køge Naturfond, som Socialdemokratiet har foreslået, og dermed for mere natur og bedre miljø.

af Jonas Bjørn Whitehorn (S), medlem af Køge Byråd

For det første indeholder udspillet en enorm jordfond på 40 mia. kr. Jordfonden skal bruges til at undgå kvælstofudledninger fra landbruget til vores åer og fjorde. Det er der i høj grad brug for. Køge Å, Skensved Å, Slimminge Å, Vedskølle Å og alle de mindre vandløb er røde og orange i tilstandsvurdering. Køge Bugt er stort set død, og fedtemøget driver i land på strandene. Årsagen er, at åerne bliver brugt som drænkanaler for alt for høje kvælstofudledninger fra landbruget.

Sådan skal det ikke være. Jordfonden skal sikre en beskyttende afstand mellem de intensivt dyrkede arealer og vores følsomme ådale, noget som en række eksperter har efterspurgt, og som aftalen leverer på.

For det andet indeholder aftalen en høj CO2-afgift på landbruget på niveau med afgiften for industrien. Det er godt. Lige nu er de billigste reduktioner i landbruget, og det vil koste 1.000-vis af arbejdspladser og betyde et fattigere Danmark, hvis de skulle findes i industrien eller på danskernes transport.

Mange eksperter roser aftalen. Nogle interesseorganisationer kritiserer den. For mig er det vigtigste, at den indfører nogle redskaber, der sikrer handling, og nogle håndtag, der løbende kan skrues på for at nå målene i 2030 og 2045.

Aftalen er et kæmpe rygstød for den kommende Køge Naturfond; en fond, som Socialdemokratiet har foreslået, og som vi håber kan realiseres. Med en bredt sammensat bestyrelse, skal den arbejde for store, sammenhængende naturområder og en vildere natur. Jeg ser for mig, at 2-400 mio. kr. af jordfondens midler skal investeres i Køge Kommune gennem Køge Naturfond. Det vil give flere oplevelser i en federe natur, og livgivende ilttilførsel til vores havnatur i Køge Bugt. Samtidig vil CO2-afgiften gøre det langt mere attraktivt for landbrugere at plante skov, udtage uproduktive arealer til natur og vådlægge områder til biodiversitet. Det kan give plads til nye landerhverv med turisme, meningsfulde naturoplevelser og nærproducerede fødevarer af høj kvalitet. Det bliver opgaver for Køge Naturfond at arbejde med.

Dagen efter aftalen, offentliggjorde Økonomiministeriet desuden et bidrag på 10 mia. kr. fra Novo Nordisk Fonden til omlægning af arealer. Det er en spændende og perspektivrig tendens at dansk erhvervsliv på den måde bidrager. Erhvervslivet tager i dag et langt større ansvar for klima og natur, og det er Novo Nordisk Fondens flotte bidrag et eksempel på. Erhvervslivet i Køge Kommune er allerede godt med, og det bliver spændende at samarbejde om fælles, grønne mål i Køge Naturfond.

Set fra Køge rummer udspillet masser af muligheder. Derfor vil jeg gerne rose parterne i den grønne trepart, og jeg håber, at vi i byrådet kan sikre gode vilkår lokalt for de kommende investeringer i mere natur og bedre miljø.

Kære Jess

Den 13. august 2004 sendte daværende Roskilde Amt campingtilladelsen til Corona Camping. Dengang var man stadig ”Des”, og tilladelsen indleder, at det er ”…besluttet, at meddele Dem tilladelse til 100 campingenheder…”, og fortsætter ”som vilkår for tilladelsen … at vintercampering højest må omfatte 20 campingenheder”. Vintercampering må højest udgøre 10-15 dage i perioden fra 1. november til 1. april, fremgår det af bilag.

De regler gælder i hele Danmark, og fremgår af bekendtgørelsen ”Campingreglementet”, der temmelig detaljeret beskriver, hvad det vil sige, at drive en campingplads.

Corona Camping er en virksomhed, der har tilladelse til at drive et feriested og ikke et botilbud. Den tilladelse er på trods af stadfæstet påbud blevet overtrådt og bliver det stadig. Derfor har udvalget som et første – lille – skridt inddraget tilladelsen til vintercampering.

Jeg har været på Corona Camping flere gange. Da udvalget skulle drøfte sagen første gang, tog jeg ud og fik en lang snak med Michael og Susanne i deres stue, hvor jeg lyttede med begge ører. Jeg kan godt lide at sætte mig ordentligt ind i de ting, jeg skal træffe beslutning om.

Det sker sjældent, men det sker, at virksomheder ikke overholder de tilladelser, de skal. Det særlige her er, at en gruppe mennesker er i klemme, og det kan jeg mærke, du også bliver påvirket af. Når man vælger at bosætte sig ulovligt på en campingplads, bringer man sig i en meget udsat boligsituation.

Jeg oplever, at mange i debatten tager udgangspunkt i, at det er allerførste gang, vi som samfund skal finde ud af, hvad vi skal tilbyde de svageste i samfundet. Og her er der åbenbart nogle, der tænker, at en campingplads er oplagt.

• Svar på: https://www.sn.dk/art3805575/koege-kommune/debat/aabent-brev-om-corona-camping/

Jeg synes ikke en campingplads er en oplagt bolig til de svageste i samfundet. Vi har lejelovgivning, almene boliger, boligsocial anvisning, midlertidige botilbud og permanente botilbud, og vi har herberger. De spiller hver især en rolle i et samfund, der alt for ofte skal tage stilling til, hvor de svageste i samfundet skal bo. Som skal sikre ordentlige vilkår. Og som afløste fattiggårdene.

Jeg har set, og er også blevet bedt om at forholde mig til Konservatives kritik af beslutningen om at inddrage tilladelsen til vintercampering. Jeg synes, 1) det er dårlig stil at tage afstand fra en beslutning, man ikke har stemt imod. Jeg synes, 2) Konservative skylder at fremlægge, hvad de selv foreslår.

For når det er så vigtig en sag, skal der spilles lidt mere rent på klaveret. Hvis man er imod noget, stemmer man imod. Og er man imod, spiller klaveret sådan, at man fremsætter sit eget forslag.

Det skylder Konservative ikke mig, men det skylder de beboerne. Jeg håber det er noget konkret, og ikke bare varm luft i en valgballon af ”lovligt og medmenneskeligt”. Det svigt har beboerne fået alt for meget af. Men så kender jeg det gamle, ansvarlige, socialkonservative parti dårligt.

Gav jeg Corona Campings advokat en hård medfart, da jeg siger at han svigter beboerne? Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, man kan forvente, at en advokat, der har foretræde for et politisk udvalg, kan svare på, hvordan det skal kunne lade sig gøre at lægge 20 helårsboliger i landzone. Et forslag, han selv kom med. Det var dét, udvalget forventede et svar på. Som jeg hørte det, var det noget med dispensationer og lovændringer – som for mig er lidt det samme som at sige ”ikke lovligt”.

Hvad skal der ske nu? Journalisterne spørger, hvad vil kommunen gøre. Jeg spørger, hvad vil ejerne af Corona Camping gøre. Susanne Farnø siger i TV2 Kosmopol, at der skal være en plan for hver enkelt beboer. Det synes jeg er en god idé. Det håber jeg, hun vil hjælpe dem med.

For det er ikke ”kommunen, der sætter beboerne på gaden”. Det er ejerne af campingpladsen, der må gå fra vogn til vogn og sige, at den skal være væk 1. november. Det gør mig ærgerlig og ked af det, når en opskræmt beboer i TV2 Kosmopol fortæller, at hun lige er kommet til Corona Camping for tre uger siden. Det er jo ikke kommunen, der skal ”sætte hende på gaden”. Det er campingpladsen, der skal sige, at her kan hun ikke bosætte sig.

Jeg tør godt love, at beboerne på Corona Camping får præcis den samme hjælp efter behov, som resten af borgerne i Køge Kommune.  Udgangspunktet er, at man selv finder en bolig. Mange er kommet hertil fra andre kommuner, så søgefeltet er nok ret bredt. Har man særlige udfordringer, har kommunen både en boligsocial akutliste og botilbud.

Til sidst vil jeg sige, at jeg synes det er godt, vi har en socialpolitisk og boligpolitisk debat. Jeg ønsker mig, at der bliver sagt lidt flere rigtige ting, og lidt færre ting, man tror uden at have undersøgt det. Det er også bedre stil at stille spørgsmål, end at lave stråmænd – altså at skyde andre ting i skoene, som de ikke har sagt.

Og til beboerne på Corona Camping: Det er tid at søge væk.

Nedrivningssagen på F. C. Hansensvej har ført én god ting med sig. Et sammentømret byråd, der ønsker en fast beskyttelse af vores bygningskulturarv. Selvfølgelig af middelalderbyen, men samtidig er vi begyndt at lægge mærke til de fine kvarterer, der er bygget senere. Her er det alt for ofte lettere at finansiere en nedrivning og stille en papkasse op, end det er at få realkredit, rådgiver og håndværkere til at være med til en renovering. Truslen er klar og aktuel.

Nedenstående er en fortsættelse af debatten om bevaring af vores bygningskulturarv https://www.sn.dk/koege-kommune/politikeren-har-ordet-bevaring-af-de-gamle-huse/ af Mette Jorsø (R).

Af Jonas Bjørn Whitehorn, byrådsmedlem (S) og medlem af Klima- og planudvalget

Men både kulturarv og klima ville vælge renovering. Nedrivninger gør os på alle måder fattigere.

Ansvaret for udpegning af bevaringsværdige bygninger ligger hos byrådet. Ifølge bygningsfredningslovens § 17 er en bygning først bevaringsværdig, når den er optaget i kommuneplanen eller i en bevarende lokalplan – og alene derfor er det ikke tilstrækkeligt med en arkitekturpolitik. I stedet skal vi bruge de anerkendte SAVE- og KIP-metoder (Survey of Architectural Values in the Environment, der på trods af det engelske navn er udviklet af Planstyrelsen i 1987 og Kulturhistorien i Planlægningen).

Derfor har vi ikke brug for en ny politik, men en beskyttelse lige efter bogen. Og bogen er bygningsfredningsloven. Faktisk kan en forkromet arkitekturpolitik ligefrem modarbejde formålet, for den kan stille os i det paradoks, at de bevaringsværdige træk, der er fremhævet i en arkitekturpolitik, vil blive krævet ødelagt og erstattet i en renovering, fordi der ikke kan dispenseres fra bygningsreglementet. Bygningsfredningsloven nævner arkitekturpolitik nul gange.

I stedet skal vi udpege de bevaringsværdige bygninger og bygningsmiljøer i kommunen. Dels så de ikke “forsvinder”, og dels så der kan dispenseres fra bygningsreglementet, så smukke, traditionsrige huse ikke skal ødelægges af nye krav. 

Køge har en særlig ånd og en karakteristisk sjæl. Nogle bygninger er som et par brugte sokker. Dem kan vi erstatte, når de er slidte og hullede. Andre huse er som ansigtet på én vi elsker og holder af.

Derfor ønsker Socialdemokratiet en stærk beskyttelse på et bundsolidt plangrundlag. Der må ikke igen kunne rejses tvivl om beskyttelsen af kulturarven.

Målet må være, at SAVE-registreringen er klar til den kommende Kommuneplan, så vi kan udpege alle bygninger med en SAVE-værdi på fx 1-3 som bevaringsværdige og samtidig udpege alle bygninger i de kulturmiljøbeskyttede områder.

På en almindelig arbejdsdag er toget 7.05 fra Herfølge allerede pænt fyldt mod København. De fleste morgener følges vi derind. Og fra denne uge er det igen blevet lidt dyrere. Men prisstigningen opvejes af ikke at skulle sidde i køen af røde lygter, men passere den med 160 km/t.

Af Vibeke Kjøng Østergaard og Jonas Bjørn Whitehorn, byrådsmedlemmer (S)

Dødsspiral

I øjeblikket er den kollektive transport i en dødsspiral med stigende priser og faldende kvalitet. Det er afgørende at vende udviklingen. Vores borgmester har, sammen med borgmestrene i Stevns og Faxe netop henvendt sig til transportministeren og presset på for at få igangsat forundersøgelsen for etablering af dobbeltspor mellem Køge og Køge Nord station. Det er hele forudsætningen for, at der kan komme til at køre flere tog. For der mangler simpelthen plads. Dobbeltspor ville også betyde at Østbanen kunne køre med flere tog. Det samme gælder spørgsmålet de perronudvidelser, der skal til for at indsætte længere tog og mindske trængslen.

Stevnsvejen

Det er vigtigt for alle i Køge, at så mange som muligt taget toget, så der bliver mindre biltrafik.

For siden 2007 er der kommet næsten 10.000 flere biler og varevogne på vejene i Stevns og Køge. Derfor er stevnsvejen også nødvendig. I øjeblikket betyder køen fra Stevns gennem Køge lange transporttider og omvejskørsel i store dele af kommunen.

Det skal vi have fundet en løsning på. I Socialdemokratiet er vi fortsat overbeviste om, at den sydlige løsning B/B-b ved Vallø storskov samlet set er den bedste for Køge kommune, for Stevns og for regionen overordnet set. Men vi må acceptere, at der er partier i byrådet, der stadig ser den nordlige løsning N mellem Hastrup og Herfølge som en mulighed, og derfor skal den også tages med i hele kommunens tilgang til sagen. Vi ser frem til borgermødet den 13. februar i Ravnsborghallen.

Elbusser giver klima og komfort

Om 14 dage ruller elbusserne ud på næsten alle linjer i Køge Kommune. De er rarere at køre i, de støjer stort set ikke, og de er en kæmpe gevinst for den grønne omstilling. Og så er de en lille smule billigere, hvilket helt konkret betød, at vi undgik endnu en besparelse på buslinjerne. Det er glædeligt, for nedskæringer rammer næsten altid landdistrikterne hårdest. Men på længere sigt er vi nødt til at se på, hvordan vi får kollektiv trafik til at hænge sammen for landsbyerne. Her kunne det være spændende at se på de erfaringer, der er med frivilligbusser og samkørsel som en del af den kollektive trafik.