Nedrivningssagen på F. C. Hansensvej har ført én god ting med sig. Et sammentømret byråd, der ønsker en fast beskyttelse af vores bygningskulturarv. Selvfølgelig af middelalderbyen, men samtidig er vi begyndt at lægge mærke til de fine kvarterer, der er bygget senere. Her er det alt for ofte lettere at finansiere en nedrivning og stille en papkasse op, end det er at få realkredit, rådgiver og håndværkere til at være med til en renovering. Truslen er klar og aktuel.
Nedenstående er en fortsættelse af debatten om bevaring af vores bygningskulturarv https://www.sn.dk/koege-kommune/politikeren-har-ordet-bevaring-af-de-gamle-huse/ af Mette Jorsø (R).
Af Jonas Bjørn Whitehorn, byrådsmedlem (S) og medlem af Klima- og planudvalget
Men både kulturarv og klima ville vælge renovering. Nedrivninger gør os på alle måder fattigere.
Ansvaret for udpegning af bevaringsværdige bygninger ligger hos byrådet. Ifølge bygningsfredningslovens § 17 er en bygning først bevaringsværdig, når den er optaget i kommuneplanen eller i en bevarende lokalplan – og alene derfor er det ikke tilstrækkeligt med en arkitekturpolitik. I stedet skal vi bruge de anerkendte SAVE- og KIP-metoder (Survey of Architectural Values in the Environment, der på trods af det engelske navn er udviklet af Planstyrelsen i 1987 og Kulturhistorien i Planlægningen).
Derfor har vi ikke brug for en ny politik, men en beskyttelse lige efter bogen. Og bogen er bygningsfredningsloven. Faktisk kan en forkromet arkitekturpolitik ligefrem modarbejde formålet, for den kan stille os i det paradoks, at de bevaringsværdige træk, der er fremhævet i en arkitekturpolitik, vil blive krævet ødelagt og erstattet i en renovering, fordi der ikke kan dispenseres fra bygningsreglementet. Bygningsfredningsloven nævner arkitekturpolitik nul gange.
I stedet skal vi udpege de bevaringsværdige bygninger og bygningsmiljøer i kommunen. Dels så de ikke “forsvinder”, og dels så der kan dispenseres fra bygningsreglementet, så smukke, traditionsrige huse ikke skal ødelægges af nye krav.
Køge har en særlig ånd og en karakteristisk sjæl. Nogle bygninger er som et par brugte sokker. Dem kan vi erstatte, når de er slidte og hullede. Andre huse er som ansigtet på én vi elsker og holder af.
Derfor ønsker Socialdemokratiet en stærk beskyttelse på et bundsolidt plangrundlag. Der må ikke igen kunne rejses tvivl om beskyttelsen af kulturarven.
Målet må være, at SAVE-registreringen er klar til den kommende Kommuneplan, så vi kan udpege alle bygninger med en SAVE-værdi på fx 1-3 som bevaringsværdige og samtidig udpege alle bygninger i de kulturmiljøbeskyttede områder.