Lokalplan for Køge Nord

Tænk at bo med jævnaldrende voksne i et seniorbofællesskab, når børnene er fløjet fra reden. Et fælleslokale med palmer og spændende snakke. Et køkken, hvor maden bliver til i fællesskab og grin.

Tænk at være fem år og vokse op i en almen boligafdeling, hvor de voksne er ude og arbejde om dagen, og kommer hjem med indkøb og historier fra kollegerne. Hvor børnene forsætter legen med vennerne fra den lokale skole eller daginstitution på legepladsen, og forvandler den til et farverigt mylder af dynejakker og hyl ved firetiden hver eftermiddag.

Det er boligområder i balance. Og det er trygge hjem for mennesker.

Det er blandede boligområder, hvor alle kan bo. Hvor dem, der har købt et rækkehus, bor overfor andelsforeningen med lærerparret og ved siden af sygeplejersken, der bor alment til leje. Hvor der ikke er langt til naturen, brugsen eller skole og daginstitutioner. Hvor der er en god offentlig transport, og det er trygt at lade ungerne cykle over til vennerne.

Hvor vi møder hinanden på tværs af sociale skel. Og hvor børn stadig oplever, at alle ikke har de samme forudsætninger og tager den tolerance med sig ind i klasselokalet og ud i livet. Hvor boliger ikke bare er en boligmaskine, men en forandringskraft, der bryder den sociale arv.

Lokalplanen for to boligområder i skovbyen i Køge Nord er præcis et skridt en den retning. Spændende, bæredygtige boliger af det københavnske boligselskab fsb og deres første i Køge. Og et område, der er udlagt til dem, der gerne vil lidt mere end et typehus.

Det bakker Socialdemokratiet fuldt op om, og vi glæder os til at lytte til borgerne i høringsfasen.