Et grønt Danmark bliver (OGSÅ) et havblåt Køge

Udspillet fra den grønne trepart med overskriften ”Et grønt Danmark” kan blive et kæmpe rygstød for Køge Naturfond, som Socialdemokratiet har foreslået, og dermed for mere natur og bedre miljø.

af Jonas Bjørn Whitehorn (S), medlem af Køge Byråd

For det første indeholder udspillet en enorm jordfond på 40 mia. kr. Jordfonden skal bruges til at undgå kvælstofudledninger fra landbruget til vores åer og fjorde. Det er der i høj grad brug for. Køge Å, Skensved Å, Slimminge Å, Vedskølle Å og alle de mindre vandløb er røde og orange i tilstandsvurdering. Køge Bugt er stort set død, og fedtemøget driver i land på strandene. Årsagen er, at åerne bliver brugt som drænkanaler for alt for høje kvælstofudledninger fra landbruget.

Sådan skal det ikke være. Jordfonden skal sikre en beskyttende afstand mellem de intensivt dyrkede arealer og vores følsomme ådale, noget som en række eksperter har efterspurgt, og som aftalen leverer på.

For det andet indeholder aftalen en høj CO2-afgift på landbruget på niveau med afgiften for industrien. Det er godt. Lige nu er de billigste reduktioner i landbruget, og det vil koste 1.000-vis af arbejdspladser og betyde et fattigere Danmark, hvis de skulle findes i industrien eller på danskernes transport.

Mange eksperter roser aftalen. Nogle interesseorganisationer kritiserer den. For mig er det vigtigste, at den indfører nogle redskaber, der sikrer handling, og nogle håndtag, der løbende kan skrues på for at nå målene i 2030 og 2045.

Aftalen er et kæmpe rygstød for den kommende Køge Naturfond; en fond, som Socialdemokratiet har foreslået, og som vi håber kan realiseres. Med en bredt sammensat bestyrelse, skal den arbejde for store, sammenhængende naturområder og en vildere natur. Jeg ser for mig, at 2-400 mio. kr. af jordfondens midler skal investeres i Køge Kommune gennem Køge Naturfond. Det vil give flere oplevelser i en federe natur, og livgivende ilttilførsel til vores havnatur i Køge Bugt. Samtidig vil CO2-afgiften gøre det langt mere attraktivt for landbrugere at plante skov, udtage uproduktive arealer til natur og vådlægge områder til biodiversitet. Det kan give plads til nye landerhverv med turisme, meningsfulde naturoplevelser og nærproducerede fødevarer af høj kvalitet. Det bliver opgaver for Køge Naturfond at arbejde med.

Dagen efter aftalen, offentliggjorde Økonomiministeriet desuden et bidrag på 10 mia. kr. fra Novo Nordisk Fonden til omlægning af arealer. Det er en spændende og perspektivrig tendens at dansk erhvervsliv på den måde bidrager. Erhvervslivet tager i dag et langt større ansvar for klima og natur, og det er Novo Nordisk Fondens flotte bidrag et eksempel på. Erhvervslivet i Køge Kommune er allerede godt med, og det bliver spændende at samarbejde om fælles, grønne mål i Køge Naturfond.

Set fra Køge rummer udspillet masser af muligheder. Derfor vil jeg gerne rose parterne i den grønne trepart, og jeg håber, at vi i byrådet kan sikre gode vilkår lokalt for de kommende investeringer i mere natur og bedre miljø.