Der bor 80 mennesker på CoronaCamping. Halvdelen med folkeregisteradresse. Dermed er Corona Camping en af de 50 trailerparks i Danmark.
På hver anden af de campingpladser, hvor kommunalbestyrelsen har tilladt
vinterovernatning, er der helårsbeboelse. Det fremgår blandt andet af TV2s research.
Reglerne er klare. Om vinteren kan kommunalbestyrelsen tillade kortere ophold af 15-20 dages varighed. Helårscamping er derimod ikke tilladt. Campingreglerne er med til sikre, at vi har
camping som et tilbud til den brede befolkning om en anderledes og billig ferieform tæt på natur og kystområder.
Intentionen er klar. Campingpladser er fri ferieform. Ikke en boligform.
Men har man ikke lov til at bo, som man vil? Svaret er nej. I Danmark ønsker vi gode boliger, som almindelige mennesker kan betale. Boliger skal være sunde, sikre og trygge.
Forestil jer så en campingvogn om morgenen i koldt og fugtigt januarvejr. Olieovnen fra Harald Nyborg har kørt på lavt blus for at spare på olien. Fugten ved vinduerne. Løse ledninger til strømmen. Det er ikke den vej, vi skal.
Gode boligforhold er grundlaget for velfærdssamfundet. Vi ved, at når det er muligt at bo dårligt, er der nogle, der kommer til at bo dårligt. Det er et svigt.
Campingcheferne Michael og Susanne gør et socialt arbejde på CoronaCamping. Det beundrer vi dem for. Her passer man på hinanden og de svageste. Der bliver holdt øje med om alle er ok. Her bor mennesker, der ikke passer ned i en firkant. Er det ikke en kultur vi skal passe på, måske forsvare?
Svaret er nej. Den opgave skal varetages andre steder.
Vi skal passe på med at romantisere vores sociale problemer. CC er ikke en kultur. Det er ikke solidaritet. Campingpladsen er et meget synligt tegn på et hul i vores boligsociale sikkerhedsnet.
Og det er ikke bare noget vi mener. Det er sådan det er: Folketinget har allerede taget stilling til om reglerne skulle lempes, så helårsovernatning blev tilladt. Et bredt politisk flertal har taget afstand fra at give løs på reglerne. I stedet kommer der en forsøgsordning, hvor det er muligt at bo helårs på fem procent af vinterpladserne. På Corona Camping er der 70 vinterpladser, så det er tre.
Tre pladser. Ikke 80.
Og der stilles yderligere krav: helårsovernatning må ikke ske i naturområder, og alene i moderne
campingvogne fra år 2000 eller senere. Der bliver lagt vægt på, at områderne ikke må udvikle sig til egentlig beboelse – som Corona Camping ønsker og har gjort.
Ordningen træder i kraft, så den gælder for sæsonerne 2022/23 og 2023/24.
Corona Camping er ikke først og fremmest et spørgsmål om campingregler. Det er bare fra den kant, det møder kommunen. Corona Camping er et boligsocialt problem.
Der skal ikke være skyggen af tvivl om, at kommunen hjælper de mennesker, der skal hjælpes.
Hver uge har kommunens medarbejder været på pladsen med hjælp og støtte til boligopskrivning, ansøgning om enkeltydelser og kontakt til Jobcenteret. Det har blandt andet ført til, at tre beboere er skrevet op til social boliganvisning.
Den seneste opgørelse viser samtidig, at kun fire beboere kommer fra Køge Kommune – resten kommer fra andre kommuner og skal have hjælp i deres hjemkommune.
Nu er det blevet 1. november, og det er igen ulovligt at bo fast på pladsen. Vi ønskede en dialog med Corona Camping. Ikke en dialog om muligheden for helårsovernatning, for det er ikke lovligt,
men en dialog om, hvordan beboelsen skulle afvikles frem mod 1. november.
Den fik vi ikke, og vores klare forventning er, at beboerne nu fraflytter. For campingpladser er en fri ferieform, ikke en boligform.
