Beskyt Jernstøbervænget mod nedrivninger

Køge har mange smukke huse og karakteristiske kvarterer. Det er både hyggeligt og en værdifuld kulturarv. Desværre hænger nedrivninger som en trussel over mange af de kvarterer og huse, der giver Køge Kommune en unik karakter. For den enkelte kan det give mening, men byen og lokalsamfundet taber. Sagen om F. C. Hansensvej optog mange. Her blev et hus i den smukke byggestil ”Bedre byggeskik” købt for at gøres til byggegrund. Kvarteret er i udpeget som bevaringsværdigt i kommuneplanen, og byrådet kunne derfor have stoppet nedrivningen.

Sagen delte byrådet. Et flertal ville lade det være op til den enkelte, mens vi var mange, der ønskede at bevare den fælles bygningskulturarv.

Men bagefter gav vi hinanden hånden og lovede, at gøre det til sidste gang, uenigheden skulle koste et hus livet. Derfor har vi igangsat et arbejde, hvor vi med den anerkendte SAVE-metode og bevarende lokalplaner vil beskytte de bevaringsværdige kvarterer.

Derfor ville det også være både underligt, usammenhængende og uforståeligt, hvis det første skridt mod en bedre beskyttelse af det bevaringsværdige er, at endnu et hus skal rives ned. Hvis et karakteristisk, grønt område mellem Ågade og Jernstøbervænget skal gøres til tætbebyggede byggegrunde.

Derfor stillede Socialdemokratiet forslag om, at byggeprojektet skal tages ud og at flere huse gøres bevaringsværdige, svarende til, hvordan man gør det i andre kommuner. Vi knæsætter også, at husejerne kan gå tilbage til de vinduer og døre, der passer til huset, uden at blive ramt af moderne krav.

Det håber jeg får bred opbakning i byrådet.

Ligesom resten af byrådet, glæder jeg mig over alle de dygtige, entreprenante mennesker, der bidrager til udviklingen i Køge. Men vi kan altså godt både udvikle og bygge nyt – og beskytte og bevare det gamle. Køge Kommune er nemlig noget særligt for os, der bor her.